Niels Lyngsø: 39 digte til det brændende bibliotek

Niels Lyngsø:

39 digte til det brændende bibliotek

56 sider, 150 kr.

Gyldendal

DIGTE ”Det” var som bekendt titlen på en af Inger Christensens hovedværker. Niels Lyngsø har hele tre digte i sin nye bog der lyder samme på en gang bestemte og mangelfulde titel. I den ene variant optræder flere bemærkelsesværdige verber. På 12 linjer får vi f.eks. ”gyngende”, ”hænger”, ”brummer”, ”skufler”, ”skrumler” og ”ramler”. Det lyder af noget; overhovedet er det karakteristisk, at der larmes og regeres. Udtrykket er dynamisk, der er kraft, energi, pondus i forløbene. Det strømmer i et væk, og på den vis er der forbindelse bagud til de tidligere udgivelser.

Der er noget organisk over Niels Lyngsøs digte, der synes båret af et ubændigt udtryksbehov. Der kan projiceres ind i mange sammenhænge: fra en indre psykologisk dimension, over det erotiske møde til registreringer af ydre forhold. Der er mange ord for samme tanke. I ”Leben” hører vi om en lavine - omkring Nørreport, København - hvor solen brager, »mens alt muligt gror,/ bark og negle og skimmel-svamp,/ børn og værker, og ansigter fragter/ hver sit knoldede flyttelæs af et liv/ med sig gennem dagen«.

Digteren har ifølge pressemeddelelsen kaldt disse nye tekster for ”dogmedigte”. En art back to basic. Væk er de grafiske eksperimenter, som i den grad bar ”Morfeus” (2004), og den håndholdte stil giver adgang til digte om den private baggrund. Vi møder flere gange faderen og moderen. Med og uden masker. Vi møder også en form for gendigtning af den tyske benediktinernonne og religiøse mystiker Hildegard von Bingen, hvad jeg godt kunne have undværet. Flere digte rubriceres parentetisk som ”stilleben” og dermed spidsformulerer de bogens ambition om på den ene side at skildre det vitalistiske og på den anden side at gøre det i en form, der stiliserer dette flow. Et ”Selvportræt” angiver bevægelsen, der også inkluderer denne udtrykskamp og indre kampe: »Kvælertag indefra/ knuste tænder/ ordene blir ikke/ siddende i halsen/ de siver ned/ i brystet som en hånd/ der knyttes om en sten/ og går til bunds«.

Niels Lyngsø er skarp i hovedet. Han har begået flere gode litteraturkritiske værker, og det velgennemtænkte, det programmatiske kan være et problem for digteren Lyngsø. Midt i det fattede, der omfatter det vitalistiske manifest, ligger noget genstridigt. Det, som for alvor udfordrer og ikke lader sig begribe. Et andet ”Selvportræt” munder ud i en vigtig konstatering i og med at et nu fyldes og flænges af alverdens fænomener - tango, svaler, et ansigts forkastninger - »så/ er der håb endnu/ i alt det jeg ikke ænser«. Tilsvarende løber bogen ud i en bøn for »en mand der stadig går/ efter 39 år alle de hårde/ ord og alle de manglende«.

kultur@jp.dk