Martin Glaz Serup: Trafikken er uvirkelig. Et digt.
64 sider. Kr. 150.
Borgen.
Er udkommet
Man går ikke uden videre i lag med Martin Glaz Serups digtsamling.
Den kræver f.eks. at man vender bogen 45 grader, så får man til gengæld disse lange prosadigtlignende forløb, der virker ledeløse, slentrende. Tonen er let og muntert pludrende. Tilsyneladende. Første gang er det humoren der mærker læseren, anden gang kommer man i tvivl om spasen.
Omslaget har en beslægtet vaklende karakter: Man ser en række trafiktegn, og det ser alt sammen meget barnligt og troskyldigt ud. Men hvis trafikken er uvirkelig – og den fornemmelse går igennem bogen som et ledemotiv – får naivismen en vaklende karakter. Og man må spørge sig: hvis trafikken er uvirkelig, hvad er så ikke uvirkelig?
Martin Glaz Serup repræsenterer en forfattertype, der ikke bryster sig af at skabe værker, som er udstyret med en olympisk bevidsthed.
Bogen rummer ikke en privilegeret position, der ser gennem verdens blændværk og løser tilværelsens gåder.
Snarere bestræber digteren sig på at fremskrive roller, bevidsthedsformer, der lyder som sammenstød. Digtene samler på indtryk og det udsatte småfilosoferende jeg forgæves uden held at samle trådene.
Fænomener sættes sammen og hu hej går det, sådan a la Lars Bukdahl hvor alt minder om alt mulig andet: ”hvad tænker du når du ser al den transport/ at også verden er et forløb af associationer/ at tingene sker fordi de minder om noget/ andet”. Læseren kan blive velgørende usikker.
Har vi et slet skjult selvportræt i følgende iagttagelse: ”Mennesker der taler meget er overfladiske/ de der intet siger er kloge”. Eller er det blot en gengivelse af en udbredt (vrang)forestilling?
Meget vil være læserne genkendeligt i ”Trafikken er uvirkelig”. Fra parforholdskoks, uro over verdenssituationen – afmagt over politiske spørgsmål, men også en vedkommende anfægtelse – til tv-kiggeri og følelsen af udstrakt kedsomhed til ophidsende møder og konferencer. Og billedet ændrer sig ikke på hotelværelset.
Martin Glaz Serups jeg-figurer kan dække sig ind under en naivitet og deres rørende almindelighed: ”vi omfavner vores livsstilssygdomme” og jeg bliver ikke rigtig færdig med dem. Krydsningen mellem det indolente og sensible (!) er godt ramt. Trøstesløsheden er skræmmende. Den muntre pludren er hul – og hvis vi ikke kan høre det, har digteren sørget for at bryde selvtilfredshedens døvhed over for febrile spændinger. Det er ikke så ringe selv om det er trist-sjovt.



