Klaus Rifbjerg: Stederne

Digte

Klaus Rifbjerg: Stederne

104 sider, 199 kr.

Gyldendal

Hvordan vælger dagens 80 års fødselar, Klaus Rifbjerg, at afslutte det sidste digt i ”Stederne”? Man kan ikke fortænke manden i at falde for fristelsen til at være sentimental eller selvretfærdig. Men det sker ikke.

I stedet drejes drillende Harald Bergstedts klassiker, ”Jeg ved en lærkerede”, der som bekendt rummer en formulering om »et sted som ingen ved« og selvsagt handler om at beskytte det ynglende par. Rifbjergs udgang lyder »så bestemt

et sted/ som ingen ved/det kan jeg mærke/ fordi jeg er en gammel lærke/ hæ hæ hæ/ og obdeldonk«.

Jeg har stiltiende rettet en korrekturfejl - i teksten står der igen, men der må skulle stå ingen - mens det ikke er nogen fejl, at digteren ender med at gnække som en, der tager pis på læseren.

Rifbjerg vil til sin død være klassens frække dreng. Det billede hænger hans identitet fast i, og man kan enten sige, at manerer har erobret digteren, eller man kan sige, at så længe Rifbjerg også skriver usikkerhed og ambivalens ind i sine tekster, så er manerer en del af digterens forsvarssystem.

Fokus på kødelighed

Der er meget selvudlevering i ”Stederne”. Rifbjerg er notorisk selvoptaget. Men ikke altid på den dårlige, dvs. selvfede, måde, og i digtene formår han at skrive en farlig masse modsætninger ind, som ikke kun er karakteristisk for den skrivende.

Man må have respekt for en mand, der i en alder af 80 år insisterer på at fokusere på tilværelsens kødelighed. Livets prosaiske tyngde, der modstilles en øget bevidsthed om døden, der anskues aldeles kontant. Ingen metafysik her, ingen frelsertro.

Rifbjerg ynder formuleringer a la »det er som det er«. Samtidig med at fantasien ikke fejler noget, når det erotiske og det vitales modsætning - døden - sættes i scene. En god del af bogen består af vekselsang mellem henholdsvis det virile og livets ophør. Død, ødelæggelse og det sjofle støder sammen.

Formuleringerne er ofte profane, illusionsløse: »og buschaufføren et øjeblik distræt/ pløjer sit køretøj ind i en flok børn/ eller Ridder Ove drager sin slatne pik/ af Jomfru Elses fisse«.

Perle om teltrejsning

Men der er også mere metaforlegende frivoliteter, der ophæver det vulgære. Perlen er et digt om teltrejsning. Det er længe siden, at Rifbjerg har været så sjov og kåd. Helt som i sine unge dage får han i andre tekster en masse ud af vand, mudder og det spirende forår.

Endnu en kvalitet er de stilistiske sammenstød: Tilløb til patos punkteres konsekvent, klicheer kommenteres, så selv om vi er langt inde i Rifbjergs sansende tænketank, er der et væld af stemmer. Det vrimler med korrektioner og infantile lydord (dytdytdyt), der afvæbner det højstemte.

Jeg håber, at ”Stederne” ikke er Rifbjergs svanesang, og det er forbløffende, hvordan digtene udmærker sig ved at være så oratoriske, tilstræbt musikalske, som om hanen galer for at få næste morgen med og næste morgen.