Julie Sten-Knudsen: Hjem er en retning

Julie Sten-Knudsen:

Hjem er en retning

80 sider, 150 kr.

Gyldendal

Julie Sten-Knudsen debuterer med denne tætte og eftertænksomme digtsamling, som er fuld af grumme og kontante registreringer. Tonen er ikke svulstig, ej heller floromvunden, og den er heller ikke ironisk selvpromoverende.

De enkelte udsagn er som regel til at forstå, men springene imellem dem er mere krævende: »Hver dag ser mennesker aldrig hinanden/ igen. Er det nødvendigt/ med blomster?« Den første konstatering er indlysende rigtig - og på den måde aner vi alt det, som vi aldrig får indfriet, prøvet, alle de oplevelser, som andre kan give, men som forbliver potentielle.

Hvad skal blomsterne der så? Er der ikke noget med, at man skal sige det med blomster, via det organiske materiale udtrykke vores påskønnelse af andre, bruge symboler for at erklære kærlighed? Omvejen kan være en genvej. Men man kan også spørge: Hvorfor gå en omvej i stedet for at gå til sagen - møde den anden.

Kalder på refleksion

Mange steder i ”Hjem er en retning” får udsagn og måden, som udsagnene formuleres på, læseren til at stoppe. Forbindelsen mellem de forskellige iagttagelser kalder på refleksion. Det er som bekendt ikke det værste, der kan ske, når man læser.

Et andet bemærkelsesværdigt tilbagevendende træk er jegets skiftende selvforståelse: »Nogen burde skille mig ad, kildesortere mig og køre mig på lossepladsen.«

Der er på én gang noget usminket og tilsløret over bogens mange dvælende betragtninger over jegets eksistens, som tit og ganske elegant får et humoristisk skær: »Snart er jeg den eneste/ der kender mig selv, den eneste der altid/ ved hvad jeg mener. Og det ved jeg/ ikke altid. Det er tungt/ at trække sådan et læs af et liv/ helt selv. Man skulle have haft en hest.«

Det abstrakte, emotionelle kobles til en klichéfyldt konkret fysisk aktivitet - sammenstødet er tankevækkende. Måske er Julie Sten- Knudsen, født i 1984, ikke den eneste i sin generation, der har det sådan (Thomas Boberg har for nylig udgivet digtsamling nummer to om ”hesteæderne” - hesten er ved at blive en hot klichémetafor i dansk litteratur).

De indre tilstande

Selv om det ensomme jeg spiller en markant rolle, er det fuldt af ydre kræfter og stemmer som disciplinerer, retter til og ind. Digtene gengiver disse mangfoldige fordringer som lidt af et bombardement, som påbud, der ryger ind og ud. Samtidig kæmper digteren med at finde de passende oversættelser af de indre tilstande og de iagttagelser, som det banale liv er spækket med.

Det basale spørgsmål er, hvordan sprog og følelse kommer til at være i overensstemmelsen med hinanden og varer ved: »Fortæl mig/ hvad det vil sige/ at blive i en følelse. For jeg vil gerne/ blive der nu.« Et godt spørgsmål, som ikke bare er relevant for digteren. Det er et eksistentielt vedkommende problem.