Anmeldelse: Jørgen Leth: Hvad er det nu det hedder

Digtsamling

Jørgen Leth:

Hvad er det nu det hedder

98 sider, 199 kr.

Gyldendal

Den tyske filosof Friedrich Nietzsche sagde, at de bedste tanker får man, når man går. Digteren med meget mere, Jørgen Leth, har angiveligt haft dovne ben, og arbejdet med at gå igen spiller en vis rolle i ”Hvad er det nu det hedder”.

Katastrofen på Haiti, som Leth oplevede på egen krop, resulterer i en anden form for genopbygning. Tingene er blevet vendt op og ned, kaos hersker, og digteren forsøger nu at kalde til orden.

Han registrerer, benævner, organiserer og kæmper konstant med ordene og med billederne: »Jeg skriver det sammen/ så det forsøgsvis giver mening/ men jeg glemmer det bare/ det forsvinder/ Ordene falder ud til alle sider/ og har deres eget liv.«

Gamle fans af Leth vil se, at digteren ikke er så cool, som han plejer. Kroppen og ødelæggelser omkring spolerer den iagttagendes sikkert tilbagetrukne attitude. Det er ikke længere nok at konstatere, at se det hele i øjnene.

Selv om Leth helst vil have det sådan: »Jeg prøver at forstå/ men jeg behøver ikke at forstå/ Det er nok at være der.«

De bedste og det mest spændende i samlingen er de udtalte forsøg på at genvinde orden, at forvandle ingenting til noget - en proces, der lykkes, men roen har sin pris, og de gode digte udstiller den indre kamp.

Digtene demonstrer, hvordan der permanent skal flyttes rundt på tingene, på tankerne, på kroppen, på ordene.

Det kan godt være, at Jørgen Leth hylder den indolente, voyeuristiske position, men hans digte lever også af pointere, at den overfladisk registrerende holdning, glæden ved det enkle, udspringer af en sansende bevidsthed, som kender faren ved at forenkle: »Så enkelt er det/ Men det er jo slet ikke så enkelt/ Er det?«

Jørgen Leths force, ja varemærke, er studiet af overflader.

Kan ikke fortolkes

Men man skal ikke lade sig narre af artisteriet: Hans digte skildrer også kampen om at bevare glansen: »Snakke om ting/ der ikke kan fortolkes.«

Der bliver ikke fortolket hos Jørgen Leth. Der bliver set med åbne øjne, og verden bliver arrangeret, som var den en film eller et maleri.

Hvor Leth tidligere var erklæret skødesløs og kunne iagttage nogenlunde uanfægtet - tidligere digte hed for eksempel ”Det går forbi mig”, ”Hvordan de ser ud”, ”Billedet forestiller” eller senest ”Det gør ikke noget”, der ligger der åbenlyst en usikkerhed allerede markeret i titlen ”Hvad er det nu det hedder” - selv om spørgsmålstegnet er droppet.

Stadig kvindeglæde

Bogen drejer sig rundt og rundt om en bevidsthed og ideologi, der er lige ved at svigte.

Hvad der ikke svigter, er Leths utvetydige kvindeglæde, som med al virakken om kokkepigen in mente, bliver endnu mere legende og koket.

Men uskylden er forduftet; nu er tonen polemisk, ironisk, især når der digtes om ”Mænd der ikke hader kvinder”.

Samme Nietzsche sagde i øvrigt også at »der findes ingen kendsgerninger, kun fortolkninger.« Den køber Jørgen Leth slet ikke. Han er kendsgerningernes digter. Men behovet for fortolkninger ulmer, og den dynamik giver Leth tyngde.