Franklin D. Lewis: Rumi - før og nu - øst og vest

Franklin D. Lewis:

Rumi - før og nu - øst og vest

Oversat af Mogens Bähncke i samarbejde med Birgitte Rahbek; digtene af Rasmus Christian Elling Carsten Niebuhr Bibliotekset

bd. 20 609 sider, 349 kr.

Forlaget Vandkunsten

Er udkommet

Flot bog - Forlaget Vandkunstens sædvanlige standard, men sandelig også en uhåndterlig bog, stor og tung som en kirkebog, så den kan ikke læses i sengen, man risikere at kvæstes, heller ikke i lænestolen, man bliver træt i hænderne. Jeg har haft den liggende på min pult og læst den stående, hvad der er noget af en præstation.

Mærkelig bog - hvem henvender den sig mon til? Hvem orker at læse et stort, næsten pedantisk forherligende værk om en persisk digter, filosof og mystiker? Jeg mener: I en tid, da sekunda-krimier konsumeres som fast-food? Jeg læser sjældent krimier, men går efter mere næringsrig føde. Alligevel har jeg haft mine kvaler med den bog, ordrig og omstændelig som den er. Men den er grundig og kommer godt rundt om sin hovedperson, som er Rumi.

Rumi skal i 2007 være karakteriseret som »den mest populære digter i USA«, så aktuel er han, skønt han blev født i 1207 vist nok i det nuværende Tadsjikistan og døde i den anatolske by Konya i 1273. Han skrev på persisk og præsterede et gigantisk forfatterskab - både poesi og filosofi og gav anledning til stiftelsen af en sufi-orden, Mevlevierne. Sufier er muslimske mystikere, og Rumis orden er kendt som de ”hvirvlende dervisher”, en sufi-dans, der kaldes Sama. En dervish svarer til lidt i retning af en europæisk tiggermunk, men med en særlig asketisk, ekstatisk religiøsitet.

En mystisk vismand

Bortset fra et nært forhold til sin far, blev den uudslettelige, alt omvæltende begivenhed i Rumis liv mødet med den mystiske vismand Shams den 15. november 1244.

»Du er det lys der fortalte Moses:/ jeg er Gud jeg er Gud jeg er Gud jeg er,« så højt satte Rumi sin ven og læremester.

Fire år senere forsvandt han sporløst, og sorgen og tabet førte til en hyperaktivitet hos Rumi i form af musik, dans og digte. Han drog ud, bl.a. til Damaskus for at lede efter den forsvundne, men forgæves. Til gengæld optog han Shams i sit eget åndelige stofskifte:

»Han sagde: Siden jeg er ham, hvad leder jeg da efter?/ jeg er hans spejlbillede og vil selv tale.«

Rumis poetiske hovedværk kaldes Masnavi, og hans religiøse erfaring fører ham ud over en snæver islamisk konfessionalisme til anerkendelse af universel guddommelig sandhed i alle religioner, jødedom og kristendom inklusive, og det sker i den for mystikeren typiske sammensmeltning med det guddommelige nærvær i den religiøse henrykkelse:

»Elskerens religion og nationalitet er den elskede.« (Gud).

Erotikken

Bogen aftrykker og kommenterer 50 af Rumis digte, som er svære at vurdere for en læser, der ikke er fortrolig med hans baggrund og tankeverden, men mange er umiddelbart smukke og peger på den mystiske, ofte stærkt erotisk potenserede paradoksalitet, som også kendes fra zen-buddhismen:

»Kærlighed/ du som er æret af Gud og hver mand/ i går nat jeg navngav dig på ny:/ Uhelbredelige kval/ Du,/ mit livs pragt/ min verdens akse/ send hvede fra himlen, åh kære/ så møllehjulet fortsat kan male/ Jeg vil ej sige mere/ fremsige dette vers og ikke flere:/ Min væren smelter i dette glødende begær/ Åh, skaber! Bær over med os, vær en ven!«

I den mystiske svimmelhed forstummer udtryksevnen ikke, men kommer til orde i metaforer, der alle peger ind mod det uudsigelige centrum:

»Med hvert åndedræt høres kærlighed/ først fra højre, så fra venstre/ Nu stiger vi til himmels/ hvem vil være med og nyde synet?/ Vi har været i himmeriget før/ englene har været vore elskede venner/ vi drager alle dertil igen/ thi der er vores hjemstavn.«

Kærligheden

Men digtene kan også antage karakter af ren kærlighedslyrik - omtrent som i Højsangen i Det gamle Testamente:

»Et lille æble/ halvt rødt, halvt gult/ fortæller et eventyr/ om roser og safran:/ Da elskeren blev adskilt fra sin elskede/ tilfaldt ynden den sidste/ og smerten den første/ Kærligheden afsløres/ på deres kinder/ to forskellige farver/ én adskillelse/ gult klæder ikke den elskedes kinder/ rødme og fedme klæder ej elskeren/ når den elskede er koket og spiller kostbar/ bekæmp det ej, elsker, føj hende.«

Rumi er et fremmedartet bekendtskab, men fascinerende, og dog fornemmer jeg som læser, at der er tale om en verden så fremmed for min og mine forudsætninger, at jeg nok forstår ordene, men ikke deres hemmeligheder. Måske fascinationen udspringer af netop det forhold.