Ditte Steensballe: Fremtiden vil trøstes

Ditte Steensballe:
Fremtiden vil trøstes
56 sider, 199 kr.
Lindhardt og Ringhof

LYRIK Gode kunstnere kan sige noget klogt på en enkel måde. Salman Rushdie har engang sagt, at »mennesker har fødder og ikke rødder«. Det rimer, og det lille skifte mellem f og r er dybt meningsfuldt. Jeg kom i tanke om Rushdies bonmot, da jeg læste digteren Ditte Steensballes nye udgivelse Fremtiden vil trøstes. Uden sammenligning i øvrigt, men de to har det fælles, at de gerne skriver om det nomadiske, om disse evigt vandrende fødder. I flere af Steensballes digte er et jeg ude for at se andre verdener: »også i fremmede byer er det en mangfoldig opgave at leve / selv om man tit forestiller sig at alt er anderledes let«.

Fødderne bærer fortiden med sig, og det viser sig gang på gang, at det ikke er lettere eller sjovere hos naboen eller længere væk. Blandt andet fordi føddernes ejer ikke kan slippe egne fortrædeligheder: »også her skal du trækkes med dig selv / hvor er det upraktisk nogle gange at have sig selv med«.

Spændt ud mellem længsler efter noget andet og mere og på den anden side det træge hverdagslige svinger Ditte Steensballes digte. Pointeringen af denne modsætning giver flere af dem en tyngde, der er så meget mere givende, fordi tonen er let og selvironisk drillende: »du halter i det store udland på din lille fod«. Repræsenterer digter-jeget flere interesser? Hvis ja, gør det ikke digtene dårligere.

Der er små ekkoer af Dan Turèll i Fremtiden vil trøstes. Glæden ved hverdagene er et udtryk herfor; den pragmatiske attitude: »Man tager verden til sig som den er« er et andet og nærtbeslægtet. Trangen til at trække andre digteres vendinger og billeder ligeså: der er en vældig ventilation i Fremtiden vil trøstes. Men den blues, jazz og det swing, der var hos Dan Turèll, kniber det med. Skødesløsheden er der, men den større orkestrering kan måske komme næste gang.