Epos Derek Walcott: Omeros

Epos Derek Walcott: OMEROS

Et digt

Oversat af Jon Høyer

328 sider, 299 kr.

Gyldendal

UDKOMMER I DAG

I februar 1992 besøgte jeg forlaget Farrar, Straus and Giroux i New York, dengang som nu ét af USA's førende forlag inden for seriøs litteratur på verdensplan.

Dets flamboyante, siden afdøde grundlægger Roger Straus langede en bog ud af en mig fuldstændig ubekendt, vestindisk lyriker og erklærede som en fastslået kendsgerning, at den pågældende til efteråret ville få Nobelprisen i litteratur.

Yeah, right. Men efter at have læst Derek Walcotts kolossale, episke digt ”Omeros” måtte jeg indrømme, at det ville være fuldstændig fortjent - og hvad enten det så skyldtes Roger Straus' litterære smag eller hans svenske kildenet, kom forudsigelsen til at holde stik: ? Walcott (f. 1930) blev senere samme år den første farvede Nobelpristager fra det amerikanske kontinent og omegn.

Afglans af original
”Omeros” fra 1990 har været 18 år undervejs til dansk, men hvor dygtigt og indforstået et oversættelsesarbejde Jon Høyer end har gjort, er det, sågar omslagsbilledet inklusive, stadig kun en afglans af originalen, der i øvrigt ikke har undertitlen ”Et digt”.

Historien foregår hovedsagelig på Walcotts hjemø, St. Lucia, og betjener sig ind imellem af afroamerikansk talesprog, patois, som det imidlertid ville have virket folkekomedieagtigt at forsøge at gengive på dansk - ligesom Walcotts brug af relativt fast metrik og rimede vers er opgivet (selv om opdelingen i tekstblokke À tre linjer dog er bibeholdt).

Stor sanselighed
Skelsættende verdenslitteratur er det dog i alle tilfælde, hvor sanseligheden i skildringerne af nærmest hvert eneste sandskorn på St. Lucia og hver eneste bølge omkring den spejles i stort perspektiv. Hvor James Joyce i 1922 i ”Ulysses” lod de antikke myter og europæisk litteraturs hovedhjørnesten spille ind i moderne tid, videde Walcott sidst i århundredet perspektivet ud på tværs af kulturerne.

Vi følger dels en kærlighedshistorie mellem pigen Helene og jævne fiskere som Achilleus, Hektor og Filoktet, hvis tilværelse kredser om det helt nære og traditionelle liv - selv om de altså har fået navne efter personer hos Homer flere tusinde år før og mange tusinde kilometer væk - dels det eksilerede engelske ægtepar Plunkett, der som efterkommere af kolonister er blevet flyttet fra deres oprindelige kultur til en helt anden, der dog ikke er meget mere oprindelig end deres, eller mere ægte end navnet Vestindien: de caribiske øers urbefolkning eksisterer i dag stort set kun som genetiske rester hos efterkommere af slaver og kolonisatorer.

Frem for alt fortælleren
Endelig og frem for alt er der fortælleren.

Ud over at digte sin egen lille ø ind i verdenslitteraturen (og omvendt), stævner han konstant som en anden Odysseus ud mod andre verdensdele, og selv om han kommer hjem til sidst, er det en forandret ham, der gør det.

Til stadighed mødes han med andre mennesker og fortællinger, i lange, rullende rytmer og - i originaludgaven - rim, der, som bølgerne, der skyller ind på øen og ud til det mere eller mindre ukendte, på én gang altid er næsten ens, og alligevel aldrig de samme.

Der findes ikke noget oprindeligt eller ublandet, kun urenheder og forandringer, på den ene side erindringer og kulturelle byrder, på den anden side, hvordan mennesker omgås og digter lige nu - samt udenom og imellem alting havet, der også her flyder videre, når fortællingen tier.