Anmeldelse: Daniel Dencik: Via katastroferne

Digte

Daniel Dencik: Via katastroferne

Nekrolog

58 sider, 150 kr.

Gyldendal

Der vil være læsere, der finder Daniel Denciks ”Via katastroferne” blasfemisk.

Den fortæller i et springende og poetisk sprog om en dansk jødisk drengs historie, der også bliver jødens historie (og flere andre forfulgte folks historie for den sags skyld), men - og det kan være det provokerende - den gør det i en gearet blanding af høj og lav stil.

Fra sangskatten

Hvad angår det første, er der mange bibelske velsignelser, og hvad angår det andet, er der f.eks. mange citater fra dansk populærkulturs sangskat og mange klicheer, der drejes pudsigt eller opsigtsvækkende.

Det kulturelt katastrofale glider sammen med lystige udskejelser, hvorfor man ikke kan beskylde digtsamlingen for at være sentimental, dens emne til trods.

Lange linjer

De otte lange digte er sat op i lange linjer, hvor mellemrum svarer til de traditionelle linjehop, så læserens øjne afsøger linjerne i widescreen, der smider rundt på betydningen:

”inden du blev krukket og syltet og udryddet og fundet frem og genopfundet/ hængt op på et rustens søm til evig forbandelse det var før jerusalems skomager fik kridtet skoene ved de franske hjørner ved valby langgade”.

Den lokale Jesus er her og der og alle vegne, i mytologien, i historien, i det fjerne, i det nære. Konsekvent uden brug af store bogstaver. Konsekvent ude på at afmontere det sakrale, og dog kan dette rablende flow ikke leve uden det ophøjede, det åndfulde, det tragiske:

”ånden i glasset den dårlige ånde helligånden weekend-

faderen og sønnen”.

Midt i fortrædelighederne dukker rim op, som lokker på afveje:

”som et ondt år de unge skår”.

Le eller græde

Man ved ikke, om man skal le eller græde. Det er pointen, og den er god. Livsbekræftende midt i elendigheden. Hvis det er jødisk humor, som Daniel Dencik repræsenterer, er den anbefalelsesværdig til alle andre end de indviede og udsatte.