Camilla Christensen: Fugl eller fisk

Digte

Camilla Christensen: Fugl eller fisk

85 sider, 170 kr.

Samleren

Er udkommet

»Verden er fuld af skamros og vennetjenester og naturen er heller ikke til at stole på,« hedder det et sted i Camilla Christensens ”Fugl eller fisk”. Bemærk, at titlen kalder på klicheen »hverken fugl eller fisk«.

Men standardvendinger bliver netop amputeret, og det er symptomatisk for bogen. Den er det modsatte af klicheformuleringen; ja, den er gearet, sjov og har sin egen meget sammensatte tone.

Naturens rolle

Som citatet og titlen angiver spiller naturen en vis rolle. Det gør sproget også. »Åh nej«, tænker læseren: Ikke endnu en af disse selvcentrerede digtere, der ikke kan se verden for bare ord og ord.

Det er nu ikke det, der er pointen, derimod at Camilla Christensen sætter en masse løsagtigt hverdagssprog sammen, lader forskellige bevidstheder støde sammen, og denne støj vidner både om mange måder at anskue tilværelsen på og om en frodig omgang med de redskaber, som vi nu en gang har for at fatte bare lidt af det hele: Sproget.

Ingen bevidsthed, tanker uden sprog. Hvis ikke vi kan se det til daglig, kan vi se det, når det skæve, uregerlige og dog meningsfyldte sprog sætter trumf på som i ”fugl eller fisk”.

Biologiske væsener - store som små, det sfæriske som det diminutive - dukker op i tide og utide. Det gør også diverse menneskelige handlinger og fænomener.

Det ene øjeblik prøver sanseapparatet at kontrollere støjrocken, det andet øjeblik løber det hele løbsk. Klicheer hober sig op - og bliver kastet ud over afgrunden: »Stolte står vi ved roret, og så kaster vi os ud over kanten og håber at vi også i dag er en faldskærm og hvorfor ikke, hvorfor ikke blive ved med at kaste.«

Syret og skingert

Det er en underholdende kortform, som Camilla Christensen har udviklet til lejligheden. Motiver, ingredienser varieres. Det er tit syret og skingert. Sådan skal det være. Lidt a la Mette Horns ”Damen med de blå tænder” udsat for lyrisk hornorkester.

Der er i bogens udgang lidt for mange trætte trut. Men størstedelen er højmunter pessimisme: »De nybyggede hoteller langs bredden af put & take-søerne, allerede forfaldne, allerede konkursramte, her gror svampen livligt.«