Anmeldelse: Tor Nørretranders: Grønt lys for en anden verden

Tor Nørretranders:

GRØNT LYS FOR EN ANDEN VERDEN

184 sider, 249 kr.

Verve Books

Mennesker er i bevægelse, fordi stof er i bevægelse. Kun 2 pct. af dine atomer i dig er i behold om et år. Resten har du tabt bag dig. Men dine tabte atomer indgår i nyt liv, i andre livsformer, og du har modsat overtaget affaldsstoffer fra andre. Sådan er livet, og det vigtigste, man kan gøre som organisme, er at levere videre. Ikke ophobe eller fjerne, men dele ud af alt. Skidt og kanel - information og energi.

Hvis nogle skulle være i tvivl, er dette Tor Nørretranders' seneste bud på, hvordan vi redder verden. Som i ”Civilisation 2.0” der udkom sidste år er det stadig vores netværk, generøsitet og ”strømme”, der udgør kernen i Nørretranders' øko-holistiske verdensbillede. Vi skal tilbage til jæger-samler-principper: Fra hånden til munden, frem for depoter af mad, råstoffer og viden. For i Tor Nørretranders verden hænger alting sammen, og ingen evner som han at udtænke analogier, der på skønneste poetisk vis sammenkobler ting, der muligvis intet har med hinanden at gøre.

I denne mikro-makro verden indgår alt i strømme og flows, og stort set alle dårligdomme kan tolkes som afbrud af dette flow. Som når korn, energi og information ophobes og ikke deles:

»Adskillelse fra stofstrømmen er død. Liv er at være med, give sig hen i strømmen, at turde stole på den. At bære faklen frem. At klippe negle, hår, skæg og at skide, tisse, bøvse og svede. Videre, videre, videre. Solskin ind, solskin ud igen,« skriver Nørretranders. Selv krige skulle ifølge forfatteren stamme fra kampen om korndepoter.

Grådighed og liderlighed
Tor Nørretranders tror på en verden, hvor menneskets grundliggende grådighed og liderlighed vil få os til at dele, udvikle og genbruge. Sådan klarer vi også klimakrisen, som på bundlinjen er et udtryk for, at vores naturlige flow er afbrudt (olielagre er jo som bekendt depoter, så også den ligning går op). I stedet skal vi genbruge de vedvarende ressourcer, så vi igen indgår naturligt i kredsløbet. Således sparer vi penge i det lange løb (grådighed), samtidig med at de kreative opfindere af energibesparende løsninger høster en hel masse dejlig opmærksomhed (sex). Det er med andre ord vores mest primitive instinkter, der skal redde os fra undergangen.

Men også denne ligning går kun op, hvis alle virksomheder i denne verden er smarte, højteknologiske virksomheder, med bløde, sexede og kreative medarbejdere. Firmaer, hvis affaldsproduktion altid kan reddes med enkle teknologiske fix. Alle de usexede virksomheder med grimme lavteknologiske produkter - og medarbejdere - eksisterer åbenbart ikke i fremtidens luftige Utopia.

Nørretranders fabulerer og prædiker mere, end han plejer, men budskabet er næsten til at holde ud, fordi der denne gang benyttes en spørgsmål-og-svar-teknik, hvor en fiktiv spørger anholder de mest flippede postulater og danner sund modvægt til de mere flyvske associationer. Det holder lirum-larum-kvoten under det tilladte.

Nørretranders har ikke just fornyet sig over de sidste par bøger, men konstante eksperimenter med formen gør, at man stadig gider at ”ride med på strømmen” - og følge de vilde tankespring. Også denne gang.