Anmeldelse: Søren Hermansen og Tor Nørretranders: Fællesskab

Debatbog

Søren Hermansen og Tor Nørretranders:

Fællesskab

192 sider, 250 kr.

Samsø Energiakademi

Alle der har siddet i en stillekupé i et DSB-tog har oplevet det. Pinagtigheden, der opstår, når et par uvidende medpassagerer ved en fejl har forvildet sig ind i tysthedens rullende katedral og ufortrødent begynder en uhindret knæver, som resulterer i en pinagtig afventen fra områdets regelrette beboere.

Hvem tør sige noget? Kommer der ikke snart en konduktør?

Én fra hovedkvarteret, der kan fungere som stedfortræder for den selvjustits, som fællesskabet ikke mestrer selv.

Tor Nørretranders rammer plet med eksemplet i bogen ”Fælledskaber” fordi mummespillet i IC4-vognen minder os om, at vi i dag ser imod staten, centret og loven, når vi skal sikre, at vi alle kan være her, fordi vi skal dele et område med en begrænset ressource. Det være sig energi, fisk eller stilhed.

Samsø-lokomotivet

Om dét har Tor Nørretranders forfattet en bog sammen med lokomotivet fra Samsø, Søren Hermansen, der er hovedarkitekten bag Samsø som selvforsynende med vedvarende energi.

En imponerende bedrift, der gik fra græsrods-idé over skeptiske bønder, borgermøder og til god østjysk win-win.

En idé, som Hermansen oven i købet rejser verden rundt og reklamerer for, mens han nødtvunget klemmer sig ned i ubekvemme jakkesæt.

For Søren Hermansen vil hellere lave revolutioner i gummirøjser og knytte lokalbefolkninger sammen om et fælles ansvar for deres område.

Deres fælled.

En jordnær insisteren

”Fælledskab” emmer af anti-københavneri, af gør-det-selv-økologi og en jordnær insisteren på, at redningen ikke kommer fra politikerne, men fra de borgere, der selv indser, at det er både sjovere, billigere, klogere og mere holdbart at deles om de fælles ressourcer.

Som en genintroducering af andelstanken skal det ikke være profitten, der er i centrum, men den lokale interesse for at gavne sig selv igennem de fælles forpligtelser, der i længden skal redde klima og ressourcer fra politisk handlingslammelse og firkantede centralløsninger.

Hermansen leverer eksemplerne og Nørretranders den luftige filosofi, neurobiologisk fact-dropping og det populærvidenskabelige mikro-makro-perspektiv, der giver snusfornuften intellektuelt alibi.

Indlæg om Utøya

Det er bestemt ikke så tosset, det, som de to herrer foreslår, men overordnet set er resultatet stadig for ugennemarbejdet.

Løse anekdoter fra Hermansen og et sammenkog af klassiske nørretrandske klassikere som vild mad, netværk, generøsitet og afskaffelse af lagre går egentlig udmærket i spænd sammen, men fortællingen går i ring og tager overhånd hen imod slutningen, hvor eksempelvis et totalt fejlplaceret indlæg om Utøya-massakren også skal klemmes ind i en historie, hvor det ingenlunde hører hjemme.

En forvokset kronik

Det hele afsluttes med et skitseagtigt appendiks med løse brainstorm-notater, der sikkert har hjulpet Søren Hermansen og Tor Nørretranders med at strukturere deres begejstring for egne ideer, men som aldrig skulle have fundet vej til den færdige tryksag.

Et par gode forslag til alt fra fælles pasning af børn og til urban farming præsenteres her, men udfoldes aldrig.

”Fælledskab” forbliver derfor en forvokset kronik om en spændende tanke, der sagtens kunne tåle yderligere konkretisering og mindre pop.