Sune Auken: Hjernedød

Sune Auken:

Hjernedød

Til forsvar for det borgerlige universitet

78 sider, 99 kr.

Informations Forlag

UDKOMMER I DAG

Engang var universitetets uafhængighed givet og tanken, om at politikerne blandede sig i universitetets indre anliggender, utænkelig. Universitetet bestod af lærestole, hvor der blev forsket og undervist, og samtidig var der respekt om lærdommen. Ministre skulle holde sig borte, og det gjorde de også.

I dag og på ganske kort tid er situationen helt anderledes. Nu detailstyres universiteterne af politikerne, og selvstyret er væk.

Sune Auken er ung forsker og lektor i dansk litteratur på Københavns Universitet og godt træt af den nuværende universitetspolitik under den nu forhenværende forskningsminister Helge Sander (V).

Derfor har han skrevet et kampskrift til forsvar for det traditionelle eller borgerlige universitet med skarp kritik af de ændringer, der er sket i de sidste år. Kritikken retter sig især mod topstyringen og faktura-tænkningen.

Det er universitets formål ifølge Sune Auken at skabe viden og fungere uafhængigt af en politisk og forretningsmæssig dagsorden. Auken opstiller sympatisk det klassiske universitet som ideal, hvor forskere søger sandhed, diskuterer og analyserer og kun ledes af ønsket om at finde ud af, hvad der er sandt og falsk her i verden.

Ødelæggende regulering

Men universitetet ødelægges i disse år af politikernes regulering, kontrol forveksles med kvalitet, forskningsmidler skal i stigende omfang søges og ligger ikke hos universitetet selv, forskningsfriheden er formelt ophævet, og det kollegiale selvstyrelse er erstattet med topstyring.

Samtidig sluges bevillingerne til universitetet som alle andre offentlige institutioner af støttefunktioner, så der er flere ansatte på Københavns Universitet, der ikke beskæftiger sig med forskning og undervisning. F.eks. er der en vicedirektør for kommunikation. Kerneydelsen synes glemt.

Sune Aukens bandbulle mod politikerne er berettiget, men kritikken svækkes af, at universiteterne selv i mange år har udvist manglende evne eller vilje til selvstyre, så der på trods af konstant øgede bevillinger opleves nedskæringer af undervisning og forskning.

Derfor er Aukens opfordring til en tillidsreform som på andre områder i den offentlige sektor næppe gangbar, når universitetet ikke er i stand til at forvalte øgede budgetter til gavn for forskning og undervisning.

Desuden har politisk korrekthed devalueret værdien af især meget humanistisk og samfundsvidenskabelig forskning, så en sammenfatning af danske universiteters viden om f.eks. indvandring og islam fra de sidste årtier stort set ville resultere i, at der ikke var andre problemer end danskeres racisme.

Universitetet har i for mange år været alt for følgagtig over for vanetænkning, smagsdommeri og politisk korrekthed og har ikke formået at opfylde samfundets behov for uafhængig viden og kritik.

Sune Auken har begået en sympatisk bog, for universitetspolitikken er gået grassat de sidste år, og fremskridtet må bestå i at rulle udviklingen tilbage og så komme frem til noget bedre.

Men hvordan der kan skabes mere selvstyrende, politikfrie institutioner i fremtiden, når de bevilges af det offentlige, er der ikke noget svar på.