Steen Langstrup:
HJÆLP, JEG VIL
SKRIVE EN BESTSELLER
536 sider, 348 kr.
UDKOMMER I DAG
Lad mig med det samme slå fast: dette er ikke nogen nem bog at karakterisere, endsige anmelde. Dels fordi den er svær at genrebestemme (Er det fiktion? Er det en manual?), dels fordi enhver anmeldelse på forhånd er imødekommet af forfatteren selv. Vi anmeldere er nemlig smagsdommere i den såkaldte kulturelle elite, der hører til i det grønne segment, som køber ind i Irma, ser DR2, læser Politiken og holder af kulturelle produkter, der bekræfter vores verdensbillede. Aha. Jeg vil nu alligevel forsøge.
Præmissen for ”Hjælp, jeg vil skrive en bestseller” er, at Steen Langstrup - både i virkeligheden og i bogen - er blevet træt af altid at være i økonomisk underskud. Han har udgivet 12 bøger, som er blevet halvsmå succeser, og han driver eget forlag, men det er endnu ikke lykkedes ham at skrive en bestseller. Nu vil han finde opskriften på, hvordan en sådan skal skrives og ikke mindst sælges. Målet er en Aston Martin og økonomisk frihed til i fremtiden at skrive de bøger, han brænder for.
Langstrup er en selvgjort type, der slår en hyggelig, snakkesagelig tone an. Han spørger alle i branchen til råds og fremlægger deres svar i bogen - ord for ord - og kommer gradvis frem til et par sandheder om bestselleren. Blandt andet gælder det om at skrive langt, så læseren får noget for sine penge, og så gælder det om at bryde ”østrogenmuren”, som min udmærkede Politiken-kollega og krimilog Bo Tao Michaëlis så muntert kalder den kvindelige læserskare.
Uklart projekt
Bogen vender en række relevante emner: hvorfor er visse bøger mere populære end andre? Og er det altid de bedste bøger, der er mest populære, eller er der andre faktorer, der spiller ind - forfatterens navn, branding, aktualitet? Er der en fællesnævner for vor tids bestsellere? Er kunststøttesystemet demokratisk? og mange andre emner, der burde diskuteres oftere i den offentlige debat, ingen tvivl om det. Alligevel er der noget ved Steen Langstrups forehavende, der virker tåget.
For det første forbliver det uklart, hvor alvorligt han selv tager projektet. Der er lagt mange timers arbejde i at skrive disse 536(!) sider, men handler det først og fremmest om pengene (sportsvognen, samtalekøkkenet...) eller om at vinde den litterære verdens respekt? Jeg hælder mod det sidste. Ikke mindst fordi Langstrup igen og igen vender tilbage til det faktum, at han er en smedesøn, der ikke er født ind i den kulturelle kaste, så når det kommer til finkultur, ”plopper” Langstrup med egne ord helt igennem.
Forsmået tone
Og så skæmmer den selvretfærdige, forsmåede tone, der dukker op, når han spørger til, hvorfor Rifbjerg kan få støtte til sine mindre gode bøger, når han selv har så svært ved at få støttet sine romaner? Til det må man jo svare, at det - i øvrigt lige som i filmens verden - altid er interessant at læse også en mesterforfatters mindre vellykkede tekster, fordi de skriver sig ind i og nuancerer et i forvejen interessant oeuvre. Det er med andre ord ikke Rifbjergs skyld, at Langstrup ikke får støtte til sine bøger. Det handler snarere om, at der skal gives mere i støtte til al litteratur, hvilket Langstrup heldigvis også er inde på.
”Hjælp, jeg vil skrive en bestseller” er hverken en gør-det-selv-manual eller et bud på en bestseller. Det er en bog, der kortlægger en selvstændig, udefrakommende forfatters forsøg på at bore sig ind i det litterære parnas, en indspist og til tider morsom omgang insider-sladder og meta-nørderi. Den bliver med andre ord næppe en bestseller.
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



