Rune Lykkeberg: Kampen om sandhederne

Rune Lykkeberg: KAMPEN OM SANDHEDERNE - om det kulturelle borgerskabs storhed og fald

384 sider, 299 kr.

Gyldendal

UDKOMMER I DAG

Det kan siges meget enkelt: Rune Lykkebergs bog ”Kampen om sandhederne” har én analyse, der fungerer. Desværre er den klemt inde imellem to lange, namedroppende, sludrende og selvmodsigende halvdele, der ikke gør. Det, der fungerer, er analysen af, hvordan venstrefløjen op igennem sine velmagtsdage, i en alliance med kulturradikalismen, mistede folket. Dermed overlod den socialkritikken til småborgerskabet (rindalismen, Glistrup m.m.) og den kulturelle kritik til den ”kreative kapitalisme”. Centrum-venstre gik ned sammen med resten af kultureliten til tonerne af Fogh-kulturkampens opgør med smagsdommerne.

I Lykkebergs verden ændrer de kulturelle sandheder sig i dialog mellem politikere, kulturelle eliter, forfattere, filminstruktører og digtere. Det er i hvert fald sådan, det fremstilles. På den måde overser forfatterne bare helt de forhold i den ydre verden, som politikken og kulturen vel også er et svar på. Eksempelvis ignorerer Lykkeberg ganske, at det, der i dag får de borgerlige til at råbe advarende op om forsvaret for demokrati og ytringsfrihed, ikke er et ubegrundet ”angstfyldt” og ”pessimistisk” projekt. Det skyldes temmelig konkret en indvandring uden sidestykke i historien, som har udhulet den kulturelle homogenitet. Det er ingen ”strategi” - det er faktisk et virkeligt problem.

Elitær bog om eliter
”Kampen om sandhederne” er en bog om eliter, der selv fremstår elitær.

De klasser, som interesserer Lykkeberg, er dem, der støjende angriber hinanden og giver indtryk af, at virkeligheden defineres af netop dem selv.

Lykkeberg skriver: »Det er indimellem, som om kulturkritikken glemmer, at der stadig findes buschauffører, rengøringspersonale, ekspedienter og servicepersonale.«

Samme kritik kunne også rettes mod Lykkeberg, der kun giver disse grupper stemme igennem forskellige ”progressive” og samfundsbevidste skønlittererære forfattere. Litterater, der ser med en blanding af omsorg og foragt på alle de ”almindelige mennesker” og synes, det er synd, at de skal leve så kedelige og grimme liv som de jo gør dernede på gulvet. Lykkebergs sandhedsvidner er med andre ord hentet ind fra den samme elitære udkigspost, som han selv tilhører.

Lidt højrøvet
Det er den slags kloge hoveder, mere end Lykkeberg selv, der får stemme i bogen, og læseværdigheden hæmmes af en uoverskuelig og sniksnakkende pærevælling af Pierre Bourdieus klasseanalyse og andre sure sociologers kapitalismekritik. Der kritiseres til højre og venstre, men der kritiseres ikke ud fra noget sted. Lykkeberg sætter blot de sidste 80 års kulturhistorie på sociologiske formler og anskuer hele herligheden så overordnet og fra så ophøjet en position, at de klasser, han taler om, kun kommer frem som fiktioner eller som abstraktioner.

”Kampen om sandhederne” er en debatbog om eliternes egne ”kampe” ud fra eliternes egne ”sandheder”. Det virker ikke som debatbog - det virker snarere lidt højrøvet.