Richard Dawkins: ILLUSIONEN OM GUD

Forord af Clement Kjersgaard

432 sider, 349 kr.

Thaning & Appel

Er udkommet


Det er forfatterens erklærede mål med ”Illusionen om Gud” at få læseren til helt at opgive sin tro.

En i sandhed spændende ambition. Professor i evolutionsbiologi Richard Dawkins er nemlig godt og grundig træt af, at religionen stadig indtager en så prominent plads i menneskets åndelige liv. For den plads fortjener den slags organiseret løgn og misinformation slet ikke.

Den ultimative kritik


Synspunktet er overhovedet ikke nyt. Inden for det seneste par år har vi oplevet en sand eksplosion i ateistisk litteratur, hvor religionen afsløres som et kognitivt biprodukt af vores tænkning, en livsfarlig og fordummende virus i vores hjerner, der baserer sig på inhumane og forvrøvlede gamle skrifter med en sandhedsværdi på linje med et Anders And-blad.

Vi kender således kritikken forfra og bagfra, alligevel er Dawkins' bog på mange måder den ultimative kritik af fænomenet.

På hjemmebane
Mange ateister stiller sig normalt tilfreds med den agnostiske position, hvor de respektfuldt erklærer, at religionen og videnskaben er så vidt forskellige områder, at det ingen mening giver at forsøge at modbevise Guds eksistens. Giv teologerne, hvad teologernes er, og videnskaben, hvad videnskabens er.

Men Dawkins går uforfærdet i kødet på denne kujonagtige indstilling. For hvorfor er det ikke et videnskabeligt anliggende, når folk i ramme alvor påstår ting om verdens indretning, der er fuldstændig usandsynligt?

Det er her, Oxford-professoren er på hjemmebane, og det er her, han langt overgår sine meningsfæller i faglig viden og argumentatorisk klarhed.

Mentalt overgreb
Efter en gennemgang af alt, fra universets indretning og ned til de mindste celler, kan Dawkins konkludere, at tilstedeværelsen af en intelligent skaber er både komplet unødvendig og, hvad der er endnu vigtigere, fuldstændig og aldeles usandsynlig.

Lige så usandsynlig som at den avis, læseren lige nu holder i hånden, i virkeligheden er en portal til en fremmed galakse. Det tror vi naturligvis ikke på. Men hvorfor tror vi så på religionens lige så absurde påstande?

Svaret på dette spørgsmål skal findes i hjernens indretning og i vores kulturs beklagelige tendens til at begå mentalt overgreb på vores børn, når vi uden at spørge dem indpoder religiøse idéer i deres uskyldige hoveder - idéer, som både er løgnagtige og i nogle tilfælde direkte traumatiserende.

Vi er nemlig som art tilbøjelig til at lade os inficere af religiøse idéer, der fungerer som udspekulerede virus. En kompleks parasit, der bilder dens vært ind, at et liv uden religion ville være forfærdeligt og skadeligt.

Illusionen
Et af de mest udspekulerede argumenter, som denne hjernevirus anvender, er, at et liv uden religion ville være et liv uden moral og etik. Men som Dawkins effektivt viser det, er der intet belæg for, at religiøsitet gør mennesker mere moralske og etiske.

Der er tværtimod stærke indikationer på det stik modsatte.

Selv ikke Gud består en nærmere etisk granskning af sine meritter. »Den Gud, der optræder i Det Gamle Testamente, er formentlig den mest utiltalende personlighed i litteraturen,« konkluderer Dawkins efter et suverænt og velbegrundet karaktermord på den almægtige selv.

Det er den slags slagfærdige kommentarer, der har fået en del anmeldere til at kritisere Dawkins for skinger retorik og hadefuld mangel på respekt for sine modstandere.

Men mon ikke den anklage netop udspringer af en misforstået idé om, at religiøse mennesker skal behandles med en særlig respekt og finfølelse? For skal man ikke have lov til at latterliggøre mennesker, der tror på jomfrufødsler og genopstandelse?

Total krigserklæring
I øvrigt fremviser Dawkins fine eksempler på, at de virkeligt grove, ækle og ufølsomme ytringer om andre menneskers liv og værdier, som regel kommer fra de religiøse selv.

”Illusionen om Gud” er med andre ord den totale krigserklæring mod religion.

Og Dawkins skal hyldes for sin evne til at skrive en ekstremt velkomponeret nedslagtning af fænomenet, som denne anmelder i hvert fald tror vil virke efter hensigten.

De, der allerede er fortabte, bliver næppe overbeviste om ateismens fortræffeligheder (de bliver snarere dybt irriterede), men det er også til skabsateisterne, at bogen er skrevet.

De, der blot mangler den sidste hånd, der kan trække dem ud af mørket, så de indser, at det er og bliver bimlende vanvittigt at tro på Gud.

De vil få en fantastisk læseoplevelse ud af ”Illusionen om Gud”.


Hvorfor er det ikke et videnskabeligt anliggende, når folk i ramme alvor påstår ting om verdens indretning, der er fuldstændig usandsynligt? Det er her, Oxfordprofessoren er på hjemmebane.

”Illusionen om Gud” er med andre ord den totale krigserklæring mod religion. Og Dawkins skal hyldes for sin evne til at skrive en ekstremt velkomponeret nedslagtning af fænomenet.