Rigtige kristne køber sparepærer

Sallie McFague:

KLIMATEOLOGI

Gud, verden og global opvarmning

Oversat af Gerd Have

192 sider, 249 kr.

Forlaget Anis

UDKOMMER I DAG

Der er al mulig grund til at betragte den nuværende interesse for Jordens klima med et blik for religion og religiøse forestillinger. Skyld, skam og askese - for ikke at tale om dommedagsretorik om syndfloder af vand og en overophedning værre end skærsilden. Måske en straffende Guds hævn for grådighed, hovmod og andre dødssynder?

Måske, men nu er det langt fra den slags retorik, som den kendte canadiske teolog Sallie McFague gør brug af i sin ”Klimateologi”. For McFague er klimatruslen reel, men hendes opfattelse af Gud er alt for forfinet og moderne til at omfatte den slags vulgære apokalyptiske forestillinger.

De nye ideer

Gammeldags ideer om en dømmende Gud i himlen eller »den store mekaniker«, der justerer lidt på skaberværket, er her totalt erstattet af en »model af verden som Guds legeme«.

Denne model »giver os mulighed for at møde Gud i haven, på Jorden, hjemme. Vi behøver ikke at tage andre steder hen eller vente, til vi dør eller endda bliver religiøse. Vi møder Gud i hverdagslivets små begivenheder, for Gud er altid til stede i hvert eneste øjeblik«.

Det er den slags ukonkret retorik, der gør kristendommen spiselig for snart sagt hvem som helst i dag, men derudover fordrer den tankegang også et særligt ansvar for den kristne. Når vi skal tjene Gud, har vi nemlig en forpligtelse til at tjene naturen, økologien og jordkloden som sådan.

»Når Gud er her i vores verden, må det da afgjort være vores omgivelser, vores klode og dens skabninger, vi skal tage os af.«

Rød-grøn teologi

Sallie McFague afviser selv, at hendes teologi er en New Age-teologi, hvor vi alle er en del af et stort globalt hjerteslag og den slags. For den type inderlighedsteologi er nemlig uklædeligt individualistisk og alt for fokuseret på forholdet mig og Gud.

Derfor er McFagues forestillinger da også snarere en slags rød-grøn teologi, hvor »vi ikke tilhører os selv, men med sjæl og legeme tilhører hinanden«. Altså en kollektivistisk skæbne kombineret med lidt Gaia-teori om al tings kosmiske forbindelse til hinanden.

Under læsningen toner Sallie McFague da også mere og mere frem som en slags Naomi Klein for præster med sin hårde kritik af markedsøkonomi og individualisme og sine forestillinger om en kristen økonomi med fokus på bæredygtighed. Ja, selv hendes yndlingsudtryk om »en anden verden er mulig« er taget direkte ud af den radikaliserede venstrefløjsjargon.

Det er ikke svært at forstå, at SF for tiden er partiet med flest præster, hvis det er ideer som Sallie McFagues, der inspirerer den moderne teologi.