Anmeldelse: Pernille Vigsø Bagge og Bo Nygaard Larsen: Ligusterkirken

Pernille Vigsø Bagge og Bo Nygaard Larsen:

LIGUSTERKIRKEN

148 sider, 228 kr.

Forlaget ALFA

Er udkommet

Det må siges at være en tendens, at folk, der enten er teologer eller bare tror en hel masse på Gud, tilsyneladende føler sig kaldet og kompetente til at boltre sig hjemmevant i alle mulige emner. Intet for stort og intet for småt, og i ”Ligusterkirken” (en titel, der desværre forbliver uforklaret) har endnu to iltre kristne debattører, Pernille Vigsø Bagge, MF'er og blandt andet kirkeordfører for SF, og journalisten og samfundsdebattøren Bo Nygaard Larsen sat sig for at berige læseren med deres uenigheder om alt mellem himmel og jord - i bogstaveligste forstand. Dog med kirken og kristendommen som omdrejningspunktet for det meste.

Bogen er skrevet som en brevudveksling imellem de to stridshaner, som begge foregiver kun at have kristendommen og den fælles nordjyske afstamning som deres fællesnævnere. Men det virker nu hist og her mere, som om uenighederne er kunstigt forstørret for debattens egen skyld, hvorved man får fornemmelsen af, at en del af stridspunkterne mere handler om ord eller får næring fra en fordomsfuld dæmonisering af henholdsvis de ”højreorienterede” og de ”venstreorienterede” kirkefolk.

Uheldig politisk effekt

Den ene gruppe, den som Bo Nygaard Larsen tilhører, er den konservative tidehvervske retning, der bare ønsker sammenhængskraft og salmesang og hader ethvert tilløb til politisering i form af eksempelvis klimaklokker og kirkeasyl, mens socialisten Pernille Vigsø Bagge kun foragter politiseringen, når den kommer fra fætrene Langballe og Krarup, men til gengæld synes, at den er i orden, når Jesus bliver gjort til flygtningeven i en søndagsprædiken.

Og det er på grund af selvmodsigelser som den sidstnævnte, at Bo Nygaard Larsen kommer mest hæderligt ud af dysten. Hans konservative standpunkt er nemlig noget mindre uldent end Pernille Vigsø Bagges trænede politikerlingo. Ja, bogen er faktisk nærmest et skoleeksempel på, hvordan livet på Christiansborg tilsyneladende kan ødelægge en begavet politikers evne til at diskutere og fremlægge sine synspunkter.

Demagogiske kneb

Stråmandskonstruktioner, personangreb, opremsninger af alle de forfærdelige ting, som den borgerlige regering gør, og forvridninger af modpartens argumenter fylder så meget i Vigsø Bagges indlæg, at det reelle politiske indhold forbliver temmelig magert. Ikke så mærkeligt, at Bo Nygaard Larsen, beklager sig over, at politik i dag »for det meste handler om at finde hullerne i modpartens argumenter, også de små og ubetydelige, frem for at lytte til dem. Den manøvre behersker du, kære Pernille, til bedste karakter i dit svar til mig«. Det må man give ham ret i.

”Ligusterkirken” har ud over folkekirken miljø, dannelse, sekularisering og ytringsfrihed på menuen. Men på grund af den irriterende persondebat og særligt Vigsø Bagges demagogiske kneb føjer denne debatbog desværre intet nyt til disse i forvejen fortærskede diskussioner.