At læse Ole Hyltofts seneste værk ”Tør du være dansk?” er som at komme ind i en dejlig varm stue, der ved første øjekast virker hyggeligt gammeldags og indbydende. Men så begynder værten at tale, og pludselig bliver det hele så uendeligt indeklemt, og man bemærker, at rummet i virkeligheden er mørkt og trangt, og at der lugter en smule hengemt.

For eks-socialdemokraten og debattøren Ole Hyltoft vil gerne male os et billede af sit Danmark og af sit fællesskab. »Et forsøg på at indkredse hvad dansk er« og »nogle forslag om, hvilke dårlige vaner vi burde skrotte«.

De, der svigter

Men bogen er mere end det. Den er også et katalog over alle dem, som Hyltoft ikke rigtigt synes er danske nok, og som har forrådt det lille bondehus.

De, der svigter så grusomt, er bestemt ikke så få: Djøf'ere, skuespillere, kunstnere, arbejdsnarkomaner, akademikere, generaler, liberalister, medieeliten, kulturradikale, materialister, kosmopolitter, gudløse, indvandrere og postmodernister. For nu bare at nævne nogle. Det sædvanlige navnløse spøgelse, som altid kendetegner den demagogiske debatbog. Ud med dem! Og så blev der endnu mere tomt og uhyggeligt ensartet i bondehuset, hvor alle møblerne og grammofonpladerne i øvrigt er fra før 1950.

Hokuspokus

I det hele taget er der stort set ikke et eneste menneske, der er født på den anden side af 1920, som Ole Hyltoft finder det værd at fremhæve - litteraturen går i stå med Martin A. Hansen og arkitekturen med Jørn Utzon. »Stol ikke på nogen under 100 år,« kunne have været undertitlen.

Men det er det ikke, for den er ”Oder til fællesskabet”, og det er den slags fællesskab, der er viklet ind i naturmetaforer om folkesjæl, blod, broderskab og en kulturel ”dansk dna-profil” og anden bionational hokuspokus.

Den slags henter Hyltoft fra romantikkens syn på folk, land og historie, og fra forfatterens egen pen flyder det med den samme patos og længsel mod naturen og fortiden som for 200 år siden.

National selvfedme

Sprogligt er der intet at beklage sig over, og abonnerer man på den samme sentimentale kollektivisme som Hyltoft - hvor »du og jeg ikke er hellige. Det er fællesskabet der er helligt« - ja, så er ”Tør du være dansk?” uden tvivl betagende læsning.

Men for denne anmelder var den en udpræget klaustrofobisk oplevelse af kulturel ensretning og national selvfedme. Der bliver godt nok åbnet et par vinduer hen imod slutningen, og betragtningerne om arkitektur og kærlighed er sådan set fine nok, men også her er cirkelslutningen givet på forhånd:

Det, der er godt for bygninger og parforhold, er godt, fordi det er dansk, og dansk, fordi det er godt.

Hip hip hurra, og lad os så få luftet lidt ud.