Ole Humlum: Det ustyrlige klima

Ole Humlum:

DET USTYRLIGE KLIMA

Eksperternes vej fra forskere til flagellanter

184 sider, 175 kr.

Trykkefrihedsselskabets Bibliotek

Er udkommet

Václav Klaus:

BLÅ PLANET I GRØNNE LÆNKER

Hvad er truet: Klimaet eller friheden?

Oversat af Peter Mollerup og med forord af Lars Seier Christensen

148 sider, 149 kr.

People's Press

Er udkommet

I juli 2006 var vejret i England varmt og tørt, og »fremtrædende klimaforskere udtalte på det tidspunkt, at det lige præcis var den type sommer, der med tiden ville blive mere og mere almindelig som følge af menneskeskabt global opvarmning.«

Men sommeren efter var til gengæld elendig. Og som Ole Humlum, professor i fysisk geografi ved Oslo Universitet, skriver det: »Nu kunne man jo forvente, at de samme klimaforskere ville udtale, at juli 2007 ikke passer ind i billedet af menneskeskabt global opvarmning. Men nej - de udtalte i stedet, at det gjorde måneden faktisk (?) afvigende ekstreme vejrsituationer med koldt og regnfuldt sommervejr samtidig ville blive mere almindeligt.«

Således kan stort set intet komme bag på klimaforskerne. Teorien forklarer ganske enkelt alt.

På vuggestueniveau

Men det må en teori ikke kunne. Det har været konventionel visdom inden for al videnskab, siden Karl Popper formulerede sine principper om verifikation og falsifikation: En teori skal kunne modbevises, og hvis teorien kan anvendes på alt og forklarer alt, er dens videnskabelige værdi lig nul. Så minder teorien snarere om en religiøs doktrin.

Dette er Ole Humlums mest fundamentale anklage mod FN's klimapanel (IPCC) og deres medløbere, som han fremfører i sin glimrende og tankevækkende lille bog, ”Det ustyrlige klima”: Det er simpelthen uredeligt det, der foregår.

Det er det, fordi det er videnskabsteori på vuggestueniveau, at når man har en hypotese, skal man også opstille nogle muligheder for at teste den. Det skal være muligt at forudsige en udvikling, og hvis det forudsete ikke sker, må teorien være forkert.

Spilleregler ignoreres

Siden 2001 er temperaturen på kloden faktisk faldet. Det burde være et problem for klimateorien, men er det tilsyneladende ikke, bl.a. fordi IPCC har sørget for kun at lave fremskrivninger, der går 50 og 100 år frem i tiden.

Så vi må vente et halvt til et helt århundrede for at finde ud af, om deres modeller er korrekte, mens vi bliver bedt om at handle på dem nu!

Det tyder på, at man i virkeligheden har noget at skjule. Og apropos skjule, så er det et ret alvorligt problem, at IPCC's klimateoretikere både smider rådata væk og ikke viser, hvordan de når frem til deres beregninger. Igen er der klassiske videnskabelige spilleregler om åbenhed og muligheden for, at andre forskere skal kunne efterprøve beregninger, der simpelthen ignoreres.

Alle disse anklager formulerer Ole Humlum i 10 tankekors (hvorfor det skal hedde noget så besværligt, forstår jeg dog ikke). De udgør bogens klart bedste del, men også det indledende (lidt for) lange og (lidt for) grundige historiske kapitel tjener til at vise læseren, at klimaet altid har været ekstremt uforudsigeligt og også altid har været genstand for forskellige pseudovidenskabelige teorier.

Derudover viser Humlum, at vi stadig ved alt for lidt om sammenspillet mellem sol, skyer og særligt havenes CO2-optag, og vores målinger af både gennemsnitstemperaturen og CO2-indholdet er stadig alt for usikre. At tage omfattende politiske beslutninger på det grundlag er under alle kritik, mener Humlum.

Læren fra planøkonomi

Både Ole Humlum og den anden bogaktuelle dissident, den tjekkiske præsident Václav Klaus, holder fast i, at et væsentligt og overset problem, er de mange urealistiske fremskrivninger af, hvordan fremtiden bliver. For historien har vist os, at hverken den menneskelige virkelighed - eller den klimatiske - egner sig særlig godt til spådomskunst.

Hvis der er noget, som Klaus har lært af sit ulykkelige ophold under kommunismens planøkonomi, er det netop, at fremtiden dårligt lader sig planlægge i detaljer: »Kommunismen viste, at megalomane (storhedsvanvid, red.) menneskelige ambitioner, umådeholdenhed og ubeskedenhed, altid ender galt,« og han fortsætter:

»Socialister på den ene side og miljøideologer på den anden har traditionelt troet, at jo mere komplekst systemet er, i jo mindre grad kan og skal det overlades til sig selv, og desto mere må det planlægges, reguleres og designes ovenfra.«

I virkeligheden forholder det sig stik modsat, fastholder Klaus.

Den religiøse retorik

Václav Klaus er bedst i sin kompromisløse forsvar for friheden, og angrebet på den religiøse retorik hos miljøideologerne er ramt lige på kornet.

Desværre er bogens behandling af alt for mange emner alt for overfladisk og har lidt for ofte karakter af, at Klaus holder en række modstridende meninger op over for hinanden og derefter blot selv siger, hvad han synes om.

Men hans tanker om miljøideologiens lighed med de totalitære politiske idéer, som han selv var med til at give dødsstødet under den tjekkiske fløjlsrevolution, er både velargumenterede og læseværdige.