Ole Birk Olesen: Taberfabrikken

Ole Birk Olesen:
Taberfabrikken
176 sider, 199 kr.
Peoples Press
Udkommer i dag

Hvordan velfærdsstaten opløste familier, skabte en eksplosion i kriminaliteten, ødelagde arbejdsmoralen og gjorde mange andre sociale problemer større i dens første 45 år.

DEBAT I august 2006 ankom der 25 polske arbejdere. Ansat til at dele aviser ud. Således sikrede polakkerne, at det stadig var muligt for en erhvervsvirksomhed at drive avisdistributionen i et land, hvor den ledige arbejdskraft helst ville blive derhjemme. Vi manglede nemlig ikke ledige, men dem, der var, gad ikke arbejde. Hvordan i alverden er det kommet så vidt, spørger Ole Birk Olesen i Taberfabrikken, hvori han har sat sig for at dokumentere det moralske skred i den danske samfundsmoral, som blev født med velfærdsstaten for 45 år siden.

Det er chokerende læsning. Chokerende fordi bogen vender vores velfærdssyn på hovedet. »Den oprindelige mening med velfærdsstaten var, at de, der ikke kunne klare sig selv, skulle have hjælp fra det offentlige. Meningen var selvfølgelig ikke, at folk, der faktisk godt kan forsørge sig selv, skal forarmes af høje skatter, så de ikke har andet valg end at søge hjælp hos det offentlige,« skriver Ole Birk Olesen. Men det var sådan, det endte med at blive.

Fra et samfund, hvor folk fik løn efter deres indsats, fik vi med velfærdsstaten et offentligt forsørgersystem, hvor folk fik løn efter kategori. Historien om velfærdsstaten er historien om, hvordan en kategori af statsgaranterede tabere blev stadig bredere og bredere defineret med det resultat, at flere og flere fandt ud af, at nogle ville betale dem klækkeligt for ikke at arbejde.

»Hver tredje skattekrone, svarende til værdien af 15 procent af den samlede produktion i Danmark, bruges i dag på at holde folk ude af arbejdsmarkedet,« skriver forfatteren. Men hvordan kunne man bære sig så tåbeligt ad? Forklaringen er såmænd ideologisk, og ansvaret politisk: Politikerne ville skabe lighed igennem lønspredning for enhver pris, hvorved mindstelønnen blev for høj, og gevinsten ved hårdt arbejde for beskeden. Dertil kommer en holdningsændring: For blot 40 år siden var almisser fra staten stadig et tabu, mens man i dag er godt dum, hvis man ikke rager så meget til sig, som man overhovedet kan. Og vejviserne i dette system af grådig udnyttelse blev såmænd socialrådgiverne, som rutineret viser borgerne den letteste vej til at lænse systemet for småmønter.

Naturligvis var det ikke den rolle, socialrådgiveren var tiltænkt af politikerne, men som Ole Birk Oleson dokumenterer det ved et dybt kig ned i socialrådgivernes fagblad, blev det en rolle, de af politiske grunde selv påtog sig. Ud fra devisen om, at de svages problemer altid var samfundsskabte, og at de arbejdsløse umuligt kunne bære et medansvar, kunne de med god samvittighed kompensere dem på statens regning.

Dokumentationen i orden

Taberfabrikken har den dokumentation for sine påstande, som manglede i Ole Thyssen og Henrik Dahls Krigeren, borgeren og taberen. I Taberfabrikken ser vi nemlig komplottet tage form. Her hører vi politikerne, meningsdannerne og socialrådgiverne sige de uhyrligheder, der førte til et Danmark, hvor man kunne få en karriere ud af at lave ingenting. Men der er også plads til ofrene i form af fyldige og hårrejsende (selvudleverende) interviews med de klienter, der har fundet sig til rette i tabernes paradis, hvor pengene kommer rullende, lige meget hvor tåbeligt de selv bærer sig ad.

Når kataloget af skadevirkninger gøres op, er der ikke mange kønne ord tilbage at sige om Velfærdsdanmark: Arbejdsløse, hvide som brune, har minimal økonomisk incitament til at søge arbejde, kriminelle sluses ikke ud i socialiserende samfundsdeltagelse, men ud i passiv offentlig forsørgelse, ægtefæller kan med fordel høste øgede indtægter fra staten, når blot de opløser familien, og misbrugsproblemer kan fortsætte i årevis, når man belejligt får økonomisk frihed fra arbejdsmarkedet til at ødelægge sit eget liv. I Velfærdsdanmark får man nemlig rede penge, lige meget hvor uforskammet, uintegreret og usympatisk man opfører sig. En forkælet attitude, der aldrig ville blive tolereret uden for den boble, som ingen arbejdsløs dog nogensinde behøver at træde ud af.

Er velfærdsstaten skyld i det hele? Det er svært at sige, for skønt Ole Birk Olesen ser ud til at have gjort sin egen stilling op, er der også mange andre mulige årsager, som ikke figurerer i analysen. Men nuvel, der argumenteres yderst overbevisende for, at velfærdsstaten faktisk er egnet til at gøre ondt værre, og det bør i sig selv afkræve en holdningsændring i den danske hurra-attitude over for den offentlige gavebod. Det her er en forbasket god og nødvendig debatbog. kultur@jp.dk