Anmeldelse: Niels Grønkjær: Den nye Gud. Efter fundamentalisme og ateisme

Religion

Niels Grønkjær:

Den nye Gud. Efter fundamentalisme og ateisme

320 sider 289 kr.

Forlaget Anis

Er udkommet

Ateismen, som er teismens negative spejlbillede ved at benægte det fundamentalistiske gudebillede, men bundet af denne og berettiget i sin negation af det forkerte, er den anden modpol i Grønkjærs bog.

Aktuelt viser fundamentalismerne sig i dag i Indre Mission kombineret med bibelfundamentalisme, der går ind for teismen, og i nyere tid i et konservativt Tidehverv, der her gør fælles sag, ifølge Grønkjær.

I tre dele bygget op over treenigheden fader, søn og helligånd gennemgås så det nye, levende gudsbegreb, der både er i verden og uden for, som bevæger og forandrer sig, og som i kraft af troen og helligånden sammenføjer og forener. »Gud er den levende Gud. Han forstår sig selv gennem noget andet end sig selv. Faderen, sønnen og ånden forstår sig selv gennem hinanden.«

Tro og fornuft

Kristendom er for Grønkjær ikke kun tro, men også fornuft, for der er fornuft i den levende Guds udfoldelse gennem historien. Her er han stærkt inspireret af den tyske filosof Hegel.

Bogen er en af de mest spændende teologiske bøger, der er udkommet de seneste år, det nærmeste vi kommer en nutidig dogmatik. Grønkjær, der også er dr.theol. på en afhandling om Augustin, dyrker for mange postmetafysiske tænkere, for hans redegørelse er egentlig simpel kristelig børnelærdom, og det kommer tydeligt frem, når han citerer N.F.S. Grundtvigs ord om kristendommen som en historisk religion, der lever videre i menigheden.

Grønkjærs Gud er ikke så ny, som titlen angiver, og han tenderer mod at karikere teismen. Gud har altid været levende, men det har måske været lidt fortrængt.

Som et forsøg på at tænke Gud som treenig, altså både som fader og skaber, som sønnen, der blev menneske, og som helligånd, der forener menneskelige modsætninger, er bogen mesterlig. Også selv om han kan være svær at følge i alle fortolkninger.

Grønkjær anfører, at bogen er et forsøg på at forsvare præsten Thorkild Grosbøll eller sige det, som Grosbøll burde have sagt. I så fald er den langt mere klar og velfunderet.