Natasha Walter: Levende dukker

Natasha Walter: LEVENDE DUKKER

Sexismens genkomst (LIVING DOLLS - The Return of Sexism, 2010)

Forord og oversættelse af Vibeke Manniche

242 sider, 299 kr. Forlaget Liva

UDKOMMER I DAG

Som - i egen selvforståelse! - feminist er jeg altid interesseret i at læse de seneste skud på kønsdebat-stammen. Hertil hører den engelske journalist og feminist Natasha Walters (f. 1967) bog ”Levende dukker”.

Titlen henviser til, at forfatteren ser en udvikling i retning af, at piger og unge kvinder stræber efter at ligne Bratz- eller Barbie-dukker. Når pigerne lægger barndommen bag sig, kaster de sig ihærdigt ud i et projekt, hvis hovedingredienser er kropspleje, slankekure, shopping og plastikkirurgi.

Opfattelsen af den kvindelige seksualitet er mere end nogen sinde dikteret af pornoindustrien, og det er lykkedes at sætte lighedstegn mellem frigørelse på den ene side, promiskuitet og seksuel objektgørelse (i f.eks. stang-dans) på den anden.

Må selv tage et ansvar

Lyder problemstillingen bekendt? Så absolut. Med jævne mellemrum under læsningen af bogens første del, ”Den nye kønsdiskrimination”, kunne jeg da også blive i tvivl om, hvad nyt der lige er i, at kvinder må spille på deres seksualitet, hvis de vil have opmærksomhed fra det modsatte køn.

Til gengæld laver forfatteren en ret præcis analyse af sexismen, hvad enten den så er ny eller gammel. Få vil kunne lukke øjnene for den omsiggribende seksualisering og pornoficering i alle medier og det offentlige rum.

Med Walter synes jeg, det er synd for de unge piger, der lader sig presse ind i rollen som Suzy-på-stangen. Men hvor Walter gør pigerne til ofre, vil jeg hævde, at unge kvinder også selv må tage ansvar for, hvad de vil lade sig byde.

Fødes ikke som kvinde

Bogens anden del ”Den nye determinisme” sætter sig for at gennemhulle de biologiske forklaringsmodeller på kønsforskellene. Walter står selv på Simone de Beauvoir-positionen: »Man fødes ikke som kvinde, man bliver det.«

I denne socialkonstruktivistiske optik bliver opdragelsen til stereotype kønsroller den store syndebuk. Socialiseringen forhindrer nemlig både mænd og kvinder i at udfolde deres fulde menneskelige potentiale. Synspunktet er besnærende, og forfatteren argumenterer godt og nuanceret med et væld af (velkendte) resultater fra kønsforskningen. Desværre får hun bare ikke mig overbevist.

Ligestillingsbegrebet har spillet fallit på det kropslige og seksuelle område og medvirker til familiernes sammenbrud. Omvendt er Walter selv for en rimeligt hard core biologist som mig værd at diskutere med.

For kulturligvis har hun en væsentlig pointe, når hun fastslår, at der ikke er tale om en direkte envejsforbindelse mellem kønsspecifikke hormoner/hjerner og så adfærd. Sociale forventninger om en bestemt opførsel hos de to køn har så ganske afgjort et stort ord at skulle have sagt.