Her skal krænkes

Mikael Jalving:

Mig og Muhammed

156 sider, 199 kr.

Trykkefrihedsselskabets Bibliotek

UDKOMMER I DAG

Ayan Hirsi Ali har netop besøgt Danmark i forbindelse med udgivelsen af sin nye bog ”Nomaden”. I den forbindelse langede den hollandsk-somaliske kvinde hårdt ud efter sine tidligere muslimske trosfæller.

Hun har sine personlige grunde til at tage dette opgør, og det har kostet hende dyrt i form af et liv på flugt og risikoen for et attentat hængende over hovedet. Men hun er langtfra alene om at tage bladet fra munden, hvilket de senere års strøm af overvejende kritiske værker om islam vidner om.

Nyeste skud på stammen af hjemlige islam-skeptiske udgivelser er Mikael Jalvings ”Mig og Muhammed”. Mens Ayan Hirsi Ali er blevet islamkritiker indefra, er hendes jævnaldrende danske modstykke kommet til sin gerning udefra.

Den rigtige version

I indledningen af bogen mindes Jalving, hvordan han som ung mand i slutningen af Den Kolde Krig aldrig skænkede Muhammed den ringeste tanke. Meget har ændret sig siden.

Tillad her en kort tilståelse. Mikael Jalving er nemlig en af mine nære venner. Vi går helt tilbage til før-islamisk tid, dvs. de sorgløse 1990'ere, da vi huserede som stipendiater i historie. Men et venskab er sjældent dybest, når det bygger på uafladelig bekræftelse og friktionsløs samtale. Jalving og jeg er enige om

at være uenige.

Et konkret eksempel: Islam. I sin nye bog spørger Jalving, hvordan en trosretning, der hævder at være fredelig og civiliseret, samtidig kan rumme et så omfangsrigt katalog af undertrykkelse og dødbringende intolerance.

Direkte henvendt til Profeten over dem alle skriver Jalving: »Jeg forstår det ikke, Muhammed. Der er så meget ved din tro, jeg ikke forstår, og der er så mange vers, jeg ikke tror på, så nu kunne jeg rigtig godt tænke mig at få dig til at udlægge teksten - jeg mener få den autoritative version. Director's cut, så at sige.«

En gammel anarkist

Tanken om en dialog med en afdød er ganske original og i øvrigt tidligere udført af Jalving med stor dygtighed i bogen ”Magt og ret. Opgør med godheden” (2007), hvor han samtalte med bl.a. Machiavelli og Thomas Hobbes.

Gennem punktnedslag i Koranen og bevæbnet med et arsenal af retoriske spidsfindigheder og vægtige litteraturhistoriske referencer frakender Jalving efter en snes hæsblæsende sider islam rollen som monoteistisk tro. Det er en totalitaristisk ideologi, lyder påstanden.

Der er nu ikke meget director's cut over den manøvre. Ikke medmindre Jalving opfatter sig selv som instruktør. Han lægger naturligvis sit materiale til rette, som han vil, og har derfor ingen større vanskeligheder ved at bekræfte sin forudfattede opfattelse.

Mens Jalving i sine mest velturnerede passager minder om salig Henrik Stangerup, er han til gengæld knap så fri og ubunden i tanken som den gamle borgerlige anarkist. Den yngre arvtager udfordrer ikke sit eget standpunkt.

Badeforhæng og tørklæder

Selvfølgelig skal man ikke undlade at beskæftige sig med de alvorlige problemer, som følger med islam, først og fremmest terrorisme, konkrete trusler og undertrykkelse. Men når selv den før så islam-apologetiske venstrefløj har taget det perspektiv til sig, er det lige lovlig flot at lade, som om der hersker en udbredt angst og blindhed over for at trodse islamisterne.

Hvor er egentlig de fremtrædende politikere, som i dag taler islams sag? Hvor er de magtfulde muslimske interesseorganisationer, der har held til at ændre samfundets generelle kodeks for moral og normer?

Jovist, badeforhæng i svømmehaller, halalkød i daginstitutioner og piger med tørklæder, det findes alt sammen. Men hvorfor er det i grunden et problem? Et vist kulturelt særpræg må da accepteres så længe det ikke er i konflikt med den fundamentale idé om et parlamentarisk demokrati, et fælles sprog og en art grundlovspatriotisme.

Hvad er alternativet?

Bogens bedste kapitler er dem, hvor Jalving qua sit kendskab til den europæiske oplysningstænkning, som han har skrevet afhandling om, tager en kvalificeret diskussion med dem, der mener, at hån, spot og latterliggørelse kaster en skygge over den europæiske kulturhistorie. Tværtimod, lyder det fra Jalving. Retten til at krænke og blive krænket er kernen i alt det, vi i skåltaler omtaler som vestlige værdier.

»Ser vi stort på Voltaire, Diderot, Rousseau og alle de navnløse andre, der blev ofre for censur og forfølgelse, ser vi stort på, hvem vi er, og undergraver vores europæiske idé om den skandaløse frihed. Og det vil ikke give ro, men ballade.«

Touché!

Til gengæld er Jalving anderledes spagfærdig i forhold til, hvordan vi håndterer de udfordringer, islams tilstedeværelse i Vesten stiller os over for. Det nytter ikke at samles i små loger og berette om islams fortrædeligheder for de allerede indviede.

Spørgsmålet er, om Jalving og ligesindede i islamdebatten overhovedet ønsker at leve i et samfund som har plads til Muhammed og hans efterkommere. Hvis ikke, hvad er så alternativet?

Borgerkrig, etnisk udrensning eller en telefonsvarer, der erklærer, at vi overgiver os? Her er Jalving tavs. Nu ved jeg, hvad jeg skal tale med min ven om, næste gang vi ses.