Mikael Jalving: Absolut Sverige

Mikael Jalving:

ABSOLUT SVERIGE

294 sider, 300 kr.

Jyllands-Postens Forlag

UDKOMMER I DAG

Travende gennem det gamle Malmøs historiske bykerne erklærer Mikael Jalving tidligt i sin nye bog, at han hverken længes efter traditionen eller venstrefløjen. Det sidste er jo sandt nok, som offentligheden vil vide i rigt mål, men det første passer ikke. Mikael Jalving er taget på reportagerejse i Sverige på en bagage af konservativ længsel efter det normale Sverige med blågule flag, arbejdsomhed og lov og orden. Læg hertil en dybfølt liberal protest mod det kolossale statslige overjeg og en provokations-lysten og drenget, næsten PH'sk lede ved samme overjegs feministiske kamp mod kønslivet. Gennem bogen hejses en fane påsyet ”Rend mig i den offentlige svenske mening”, en offentlig mening, som ifølge Jalving især ytrer sig i et sprog præget af tavshed og tabu.

Et svensk syndrom

Bedst fungerer rejsebogen i de afsnit, der behandler den indvandring, som udfordrer både den konservative, den liberale og den kulturradikale Jalving.

Tag den spektakulære sag fra begyndelsen af 2000'erne, hvor hundreder af børn af flygtningefamilier fra eks-Jugoslavien og eks-Sovjetunionen pludselig udviklede en kollektiv apati, da familierne fik afslag på ophold. Føde kunne de ikke indtage, bevæge sig eller tale heller ikke, rundt om i Sverige lå de gennem måneder og blev holdt i live af sondemad og medieopmærksomhed.

Men var de mon syge? Eller udsat for deres forældres manipulation for at snyde sig til ophold i Sverige?

Apatien viste sig at være et særlig svensk syndrom, hvor sygdom udsprang af asylnej og helbredelse af et ja. Den psykiater, som åbent anfægtede hele sagen, blev fremstillet som led i et højreekstremt netværk, fordi han over for en tv-journalist havde erklæret sig som konservativ og tilhænger af et kulturelt homogent Sverige.

Det lyder jo fredsommeligt nok, men i det erklæret multikulturelle og mangfoldige Sverige er det tæt på at være uanstændigt.

Åbenbar sammenhæng

Jalving har et godt, skarpt blik for den slags sager. Der er også den seneste groteske, da en 28-årig selvmordsterrorist i december sidste år sprængte sig selv i luften i Stockholm.

En stærk alliance af medier, akademikere og politikere havde travlt med at fastslå, at terrordåden jo ikke behøvede at have med islam at gøre, bare fordi den 28-årige i sit testamente havde skrevet, at »I Guds den barmhjertiges navn. Nu har den islamiske stat opfyldt, hvad de lovede jer (?) Vi er virkelighed. Vi er intet påfund.«

Statsminister Frederik Reinfeldt forsøgte alligevel indledningsvis at gøre sagen til et uvirkeligt påfund: Bilbomben, den døde mand, trusselsbrevet til Säpo og TT (Sveriges Ritzaus Bureau) behøvede jo ikke have noget med hinanden at gøre, påpegede statsministeren.

Da sammenhængen alligevel var åbenbar, kunne en islamforsker ved Lunds Universitet udlægge teksten:

»Jeg har lyttet til selvmordsbomberens lydfil og været inde på hans Facebook-side. Det er tydeligt, at fyren havde et traume. Han ville begå selvmord. Og så begår han det, som psykologer kalder udvidet selvmord.«

Et fantastisk ord, som formentlig også ville kunne bruges om 11. september-udåden.

Indtryk og refleksion

Disse beskrivelser trækker Jalvings reportagerejse op; det samme gør forsøgene på at udforske de historiske årsager til den meget stærke svenske statsmagt og dens fornemmelse af, at man ved social ingeniørkunst kan danne svenskeren, hans bevidsthed og hans samfund som et Ikea-sæt.

Jalving får det til at knage voldsomt i folkehjemmets hyggelige Ikea-møblement, når han sammenligner århundreders forsøg på at integrere det samiske mindretal i nord med bestræbelserne over for de muslimske befolkningsgrupper nu om dage i rigets sydligere regioner.

Til gengæld formår Jalving ikke at gøre sine rejsebreve til en sammenhængende fortælling, hverken stilistisk eller indholdsmæssigt. Den stadige vekslen mellem den rejsendes umiddelbare indtryk og hans efterfølgende essayistiske behandling af indtrykkene, som bær den gode rejsebog, lykkes ikke rigtig.

Ofte taber læseren fornemmelsen af, hvor vi er og hvornår. København, Malmø eller Uppsala, vinter eller vår? Hyppigt bruger Jalving også falske eller utroværdige overgange fra sted til refleksion: Mens jeg sad på cafeen, kom jeg til at tænke på?

Jeg tror endda, han bruger en drøm som afsæt et sted. Man tror ikke på den slags forsøg på at konstruere sammenhæng, og det giver bogen et præg af ufærdighed på lange stræk.

Rodet opbygning

Tilsvarende virker opbygningen af bogen ikke ganske velovervejet: Først et skrabsammen, Jalving kalder »Ingenmandsland«, og herpå fire kapitler om det sidste, det første, det utopiske og dissidenternes Sverige afsluttet med et kapitel om imperiet Sverige.

Mest rodet virker andragendet i begyndelsen, mest afklaret og gennemtænkt, jo længere frem i bogen man læser. Som anmelder må man aflevere denne dobbelte dom: Hæng på, det lønner sig.

Skulle der være salg i bogen til et andet oplag, bør man udrydde et par håndfulde fejlagtigt eller skævt oversatte gloser fra svensk til dansk. Eksempelvis: Inddrivelse af »skuld« hedder normalt inddrivelse af gæld på dansk, »statsskick« er en forfatning, ikke en statsskik, en »lämplig« terapiform er ikke lempelig, men hensigtsmæssig.