Anmeldelse:
Anmeldelse: 6 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af Michael Lewis - Flash Boys. A.. | bog.guide.dk

Anmeldelse af Michael Lewis - Flash Boys. A Wall Street Revolt

Turbofinans: Aktier handles på fraktioner af et øjeblik, og selv trænede aktiehandlere forstår faktisk ikke, hvad der foregår. Ny bog beskriver hvordan.

Debat/journalistik
Michael Lewis
Flash Boys: A Wall Street Revolt

288 sider, cirka 14 britiske pund

Norton


B971287247Z.1_20140821174443_000+GA1F3AAJ.1-0.jpg

Hvad er Wall Street?

Det er en gade i New York, der har fået sit navn efter den mur, man byggede som beskyttelse mod indianerne. Og den blev senere centrum for handlen og et begreb, et emblem for kapitels magt, for pengene blev i New York, mens politikken flyttede til Washington, og vi ser det for os; mænd med tyrenakker i meget farvede jakker, der råber og skriger, køb, sælg, og nederst på skærmen ruller en konstant tekst med kurser, der bevæger sig hele tiden.

Sådan ser markedet ud for vort indre blik, for vi har brug for at kunne forestille os noget, når vi forestiller os pengenes magt.

Det er bare helt forkert.

Højfrekvenshandel

Markedet befinder sig i nogle sorte bokse i Chicago, New Jersey eller et andet sted, og det er de allerfærreste, der ved, hvad der foregår. Det gælder for resten også dealerne på Wall Street, som længe var ubetydeligt som centrum for handlen, men som pludselig blev vigtig igen, da den tilfældigvis ligger fysisk tæt på serverne i Weehawken, New Jersey.

I den fagre ny verden er handel ikke længere handel.

Kun fysikken sætter grænser for det fænomen, der hedder High Frequency Trading (HFT) – eller på dansk: højfrekvenshandel, for det findes også her. Det handler om nanosekunder, tidsrum så korte, at de er umulige at sanse og umulige at fatte, men den fremragende forfatter Michael Lewis gør sit bedste (og det er ikke så lidt) for at forklare sagen i sin seneste bog ”Flash Boys”, som allerede har vakt en del furore og med god grund.

Fagre gamle verden

Lewis slog sit navn fast allerede i firserne med den glimrende bog ”Liars Poker”, i dag en klassiker, en selvbiografisk beretning om hans korte karriere på Wall Street i de feberhede og dobbeltradede 80’ere, hvor han var ansat hos Salomon Brothers, der vrimlede med store mænd med store cigarer, der kaldte sig selv Big Swinging Dicks og skaltede og valtede med milliarder.

I dag må man se med romantisk vemod på det, der dengang lignede en perversion (og som også blev fremstillet af Tom Wolfe i ”Forfængelighedens Bål”, han var en hvid flue på væggen i samme tidsrum i samme firma).

Lewis’ nye bog er sværere at forstå, for den beskriver et marked, som egentlig ikke er et marked, og den burde få sande libertarianere op ad stolene.

Det store kabel

Historien begynder med manden, der vil trække et kabel mellem Chicago og New York. Det hurtigste kabel i den lige linje, der trodser bjerge og byer; 1331 kilometer, tværs gennem Allegheny-bjergene i Pennsylvania.

Projektet er omgærdet med den dybeste hemmelighed, ingen må vide, hvad de egentlig arbejder med, og det lykkes; til slut har man skåret fire millisekunder af den tid, det tager data at rejse fra den ene by til den anden, og manden kan gå i gang med at sælge den eksklusive adgang til kablet.

Det er dyrt, for på fire milisekunder kan man nå at indgå 150 handler på aktiemarkedet. Og man kan komme handler i forkøbet, hvad det (meget forenklet sagt) handler om.

Hvis en mægler sender en købsordre ud i verden med besked om at købe for eksempel 10.000 Coca-Cola aktier til den gældende kurs, så skynder HFT-folkenes computere at komme ham i forkøbet. De køber aktierne og kan så, uden at have løbet nogen risiko, sælge dem videre til ham for en brøkdel mere, end de før kostede.

Der er masser af andre manøvrer, det er klart. Pointen er, at hastigheden og automatiseringen af handlen indebærer helt nye risici for sammenbrud.

Flash Crash

Som det skete med det såkaldte Flash Crash i 2010; den 6. maj 2010 klokken kvart i tre om eftermiddagen dykkede Dow Jones' industriindeks pludselig 1000 point. En investeringsfond i Kansas – eller rettere: dens robotter – købte store partier, og det fik andre robotter til at gøre det samme. Pludselig var markedet i frit fald. Efter fem minutter lykkedes det at stabilisere markedet, men i fem minutter havde markedet været 5.000 milliarder kroner mindre værd. Alt sammen på grund af nogle computeres nærmest selvstændige ageren.

Det er svært at forstå hvordan.

Hvad værre er: Mæglerne forstår det heller ikke selv. Lewis beskriver en verden af børsmæglere, der tilsyneladende ved, hvad de gør, men kun tilsyneladende, for den virkelige magt ligger hos de få i IT-afdelingen, der har programmeret robotterne til at scanne markedet, finde mønstre og sprækker, købe og sælge i fraktioner af et øjeblik.

Den slags handel betyder i virkeligheden, betoner Lewis, at der bliver lagt en ekstra skat på aktiehandel, hvor handel via computere snarere burde betyde det modsatte, en lettere adgang for køber og sælger til at finde hinanden. Men HFT betyder en ny og grisk mellemmand, robotterne tager kun en lille gevinst hjem ved hver handel, men de kan lave en kvart million handler om dagen.

Automatisering

Ironisk nok er HFT delvist en konsekvens af finanskrisen, der fik myndighederne til at indføre en række regler og automatisering, der gjorde reaktionsmønstre nemmere at forudsige – lidt på samme måde, som en blackjack-dealer skal følge nogle ganske bestemte regler (trække ved 16 og stå på 17) indførte man regler, som mæglerne lovmæssigt skulle følge i forhold til markedets gang.

I dag er aktiehandel et teknologikapløb. Et vundet millisekund i forbindelsen mellem børser og investeringshuse kan betyde milliarder, vel at mærke risikofri milliarder. Og den bedste måde at sikre en hurtig forbindelse er ved simpelthen at være tæt på. Fysisk nærhed er blevet en vare i en verden, hvor tre fjerdedele af børshandlen på Wall Street udføres af robotter i et evigt ræs for at komme de andre i forkøbet.

Whistlebloweren

At vi overhovedet ved lidt om det skyldes ikke mindst den japansk-canadiske bankmedarbejder Brad Katsuyama, der arbejdede i den pæne og lidt gammelmodige Royal Bank of Canada. En dag opdagede han, hvordan han hver gang, han forsøgte at handle, blev overhalet af nogen derude. Som om nogen vidste, hvad han ville gøre, før han gjorde det, og kom ham i forkøbet og satte prisen lidt op.

Han er ikke alene om den opdagelse. Men ingen synes helt at forstå, hvad der sker. Og mange ønsker slet ikke at undersøge det, for der er penge i hurtighandlernes parasitiske virksomhed, og den er tilmed lovlig.

Katsuyama er noget så sjældent som en idealist på Wall Street. Han drømmer en ærlig handel på et gennemsigtigt marked, han vender ryggen til millionerne og sætter sig for at skabe en ny børs, Investors Exchange IEX (der åbnede i september 2013), som sætter HFT ud af kraft. Ironisk ved at langsommeliggøre det hele.

Det var ingen let sag, for selv om en sådan børs er en åbenlys interesse for investorerne, så er den det ikke for de store banker og investeringshuse, der – ikke mindst via deres såkaldte Dark Pools – kan tjene enorme summer på at forvalte kundernes handler. Og endda sælge deres ordrer videre.

Den usynlige hånd, kaldte Adam Smith markedet, men begrebet har fået en ny betydning, og det er først og fremmest foruroligende for de romantikere, der ser markedet som det sted, der fører kapitalen derhen, hvor der er brug for den. Så enkelt er det slet ikke længere.

Anmeldelse af John Rydahl - Så ka’ I lære det. Det etiske grundlag for skole og undervisning

23-12-2013: Undervisning handler ikke længere om identitetsdannelse og forankring, men om målbare færdigheder og kompetencetænkning. En læsværdig debatbog om etik og undervisning. Læs artikel

Anmeldelse af Ulla Abildtrup - De udsatte. Hvordan skal velfærden fordeles

18-11-2013: Ingen tvivl om, at Zornig, Post og Kiær er særdeles vidende på socialområdet. Man strejfes dog af den tanke, at nogle flere mænd på området ville gavne almenvellet. Læs artikel

Anmeldelse af Hate Speech – Fra hadetale til hadesyn

22-08-2013: Debatbog: Ny antologi vil frygtelig gerne overbevise om “hate speech”-loves fortræffeligheder, men fremstår som en provinsiel og forudsigelig afliring af udokumenterede påstande. Læs artikel

Anmeldelse af Jens-Martin Eriksen og Frederik Stjernfelt - De anstændige

07-06-2013: Anmeldelse: Sammen med Bech & Necefs “Er danskerne racister?” er “De anstændige” et vigtigt bidrag til kritikken af det hykleri i indvandringsdebatten, som forsvaret for “den gode tone” har medført. Læs artikel

Anmeldelse: Maria Cuculiza: Når systemet fejler

07-07-2012: Hver dag skades eller dør kræftpatienter på grund af »utilsigtede hændelser« i systemet. En ny bog stiller skarpt på kræftbehandlingen i det danske sundhedsvæsen. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...