Martin Larsen: Hvis jeg var kunstner

Tekster

Martin Larsen:

Hvis jeg var kunstner

184 sider, 229 kr.

Gyldendal

Er udkommet

Den kræver lidt tilvænning, Martin Larsens eksperimenterende bog.

Hvis man ikke synes, at kunstmiljøer og moderne kunstteori er hippe fænomener, må den forekomme vildt krukket. Den er leddeløs, består af en mængde sidestillede udsagn, og den appellerer til en bladrende læsning.

Samtlige tekster indledes med titlen, hvorfor vi forstår, at vor helt må være noget andet. En fabulant, en legesyg ordmager udstyret med en voldsom appetit på netop kunst med alt, hvad dertil hører. Fra skarpe refleksioner over kunstens (u)væsen over foragt for folk uden for ghettoen til snobbede drømme om at blive en intellektuel celebrity. Man vil gøre hvad som helst - bare det giver pote på kødmarkedet, og man bliver omtalt i de rigtige udgivelser og husket af eftertiden. »? en af de væsentligste grunde til, at man overhovedet vil være kunstner, er, at så kan man blive snakket om, når man ikke er til stede, og når man ikke er til stede længere,« som en af teksterne konkluderer.

Festlige beskrivelser

Er hele showet en grum udstilling af det selvforherligende i kunstverdenen, dens bluffmanøvrer? Nok ikke hele vejen, men en af Martin Larsens kvaliteter er bogens humor og dens festligt illusionsløse beskrivelse af de mekanismer, der regerer i et reservat, som ligner resten af samfundet til forveksling. Bortset fra at kunstnerne selv mener, at de hylder og praktiserer helt andre alternative værdier og ”praksisformer”:

»Hvis jeg var kunstner, ville jeg føle mig som outsider, men alligevel i godt selskab med ambassadører og konsuler, der ofte er kultiverede mennesker.«

Provokationen er borte

På den anden side er der tekster, som ikke hyller sig i ironi, men snarere virker som gedigne forsøg på at lodde kunstens tilstand, tekster, der spejler ambitioner og bekymringer, som også en forfatter (som Martin Larsen) må have på hele standens vegne. Den er ikke længere provokerende, den er sjældnere konversationsemne i selskabslivet, den er heller ikke et medium for erkendelse. Den er bare, ligesom så meget andet: »Kunsten har for længst afskrevet sig enhver fordring på nogen sandhed.«

Det er vel ikke så fedt. Men Martin Larsens turbotekster er tæt på at være fede, selv om de er smalle i deres sigte.