Anmeldelse:
Anmeldelse: 5 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af Martin Breum - Balladen om.. | bog.guide.dk

Grønland under huden

Rigets fremtid: Martin Breum formår sobert og levende at gengive den ophedede debat om Grønlands løsrivelse eller fortsatte forbliven i rigsfællesskabet.

Debatbog
Martin Breum
BALLADEN OM GRØNLAND. TRANGEN TIL LØSRIVELSE, RÅSTOFFERNE OG DANMARKS DILEMMA.

248 sider, 249,50 kr.

Gyldendal


GetContentCAK2B9KX.jpg

Journalisten, den tidligere Deadline-vært Martin Breum, dokumenterer i den foreliggende debatbog en betydelig viden om grønlandske og arktiske forhold, og han formår at gengive de mange synspunkter pro et contra Grønlands selvstændighed på en både afbalanceret og passioneret måde.

Efter at bogen er udkommet, er den karismatiske landsstyreformand Aleqa Hammond trådt tilbage, og der er udskrevet nyvalg, efter at hun – som så mange grønlandske politikere før hende – er afsløret i at have udvist en temmelig lemfældig omgang med betroede midler. »Uafhængighed i min levetid,« lød Hammonds politiske drøm, der begejstrede mange af hendes landsmænd, men tillige rejste forbehold både i Nuuk og København.

Martin Breum har interviewet hende, og uden de store nuancer slår hun til lyd for, at grønlænderne næsten over én kam skal bestemme selv. Men så enkle er tingene ikke, for en løsrivelse medfører problemer, blandt andet af geopolitisk og strategisk art, og økonomien kan ikke baseres på luftige og urealistiske ønsker om råstoffer i rigelige mængder i undergrunden.

Og hvem skal i øvrigt forsvare Grønlands territorium, hvis det danske forsvar trækker sig tilbage, og hvad stiller man i givet fald op med det magtvakuum, som et manglende beredskab efterlader i regionen, hvor stormagter som Rusland står på spring for at udfylde hullet?

Grønland skal i »sin stræben efter uafhængighed være varsom med, at det ikke utilsigtet kommer til at ske på en måde, så det partnerskab, man har med Danmark, og som bygger på mere end 300 års fælles historie, lider ubodelig skade«, fastslår kontreadmiral Nils Christian Wang og får opbakning af forhenværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen:

»Nogle vil kalde mig en gammel koldkriger, og det er jeg også, men det er naivt at ignorere, hvordan Rusland opretter arktiske brigader, indsætter flere fly og andet i Arktis. Især efter at Rusland på Krim har demonstreret sin villighed til at blæse på internationale forpligtigelser og aftaler, når russiske interesser varetages.«

Islands løsrivelse

Tilhængerne af løsrivelse henviser blandt andet til Island, der under Anden Verdenskrig i 1944 forlod personalunionen fra 1918 med Danmark, som landet delte konge og udenrigspolitik med.

»Kronpris Frederik havde som nævnt navngivet sin ældste datter Margrethe Thorhildur i en sidste hilsen, men der var ingen vej tilbage. I 1944 måtte han, nu som konge, sende et tillykke med oprettelsen af republikken Island,« skriver Martin Breum på side 80. Det er ikke rigtigt. Frederiks kronbestigelse fandt først sted i 1947.

Ellers er der ikke noget at komme efter. Martin Breums bog kan opfattes som en lære- og debatbog af høj faktuel karakter. Den giver en grundig indføring i grønlandsk politik og mentalitet og føjer sig smukt til hans reviderede udgivelse ”Når isen forsvinder – Danmark som stormagt i Arktis, Grønlands rigdomme og kampen om Nordpolen”.

Martin Breum har rejst på kryds og tværs af det store land og talt med eksperter og lægfolk, herunder en gammel skolekammerat fra hans år i Grønland.

Han er en årvågen reporter, der hverken forsvarer rigsfællesskabet eller de grønlandske selvstændighedsbestræbelser, men loyalt refererer de forskellige holdninger, så man selv kan tage stilling.

Man mærker, han har Grønland under huden.

Anmeldelse af Kai Sørlander - Fornuftens Skæbne. Tanker om menneskets vilkår

11-04-2014: Kai Sørlander har skrevet endnu en tankevækkende bog om det rationelle Europa. Læs artikel

Anmeldelse af Carl Schmitt - Land og hav. En verdenshistorisk betragtning

20-03-2014: ”Land og Hav” er blevet kaldt Carl Schmitts »måske mest betydningsfulde og bestemt smukkeste bog«, og den er da også en lille perle. Læs artikel

Anmeldelse af Simon Pihl Sørensen og Rasmus Prehn - Frihed til fællesskab

09-10-2013: En bog med mange håbefulde pointer, men i længden bliver man udmattet over det ansvarsfrit utopiske i forehavendet. Læs artikel

Anmeldelse: Teori og praksis i velfærdsstaten

30-06-2013: Velfærdsinnovation: Skal det offentlige fornys gennem nøje tilrettelagte innovationsstrategier – eller ved at give plads til fandenivoldsk nytænkning fra enkeltpersoner? To bøger giver to meget forskellige bud. Læs artikel

Anmeldelse: Thilo Sarrazin: Europa braucht den euro nicht

07-08-2012: En tysk debatbog af Thilo Sarrazin ser kritisk på euroen, som ikke er nødvendig for det europæiske samarbejde. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...