Lau Aaen: Dagpengeland

Debatbog

Lau Aaen: Dagpengeland

198 sider, 200 kr.

Gyldendal

Efter en periode på dagpenge blev den nyuddannede cand.scient.adm. Lau Aaen i 2010 sendt på fire ugers jobsøgningskursus hos en af dagpengesystemets ”anden aktører”. Det blev afholdt af firmaet Integro, der har specialiseret sig i kurser til arbejdsløse. ”Dagpengeland” er derfor Lau Aaens førstehåndsberetning om sit obligatoriske ophold her.

Oprindeligt var store dele af bogen skrevet til en blog af samme navn, der i 2010 og 2011 førte til stor debat om og kritik af beskæftigelsespolitik og aktivering. Siden er Lau Aaens historie om jobsøgningskurset også blevet opført som teaterstykke på Holbæk Teater.

I bogen ”Dagpengeland” bruger Lau Aaen påtaget naivitet til at præsentere et univers, hvor en særegen blanding af new age-positivitet, rystende inkompetente og ubrugelig viden møder kursets deltagere.

Satirisk virkemiddel

Forfatterens naive imponerethed over kurset er et effektivt satirisk virkemiddel til at udstille det aldeles meningsløse forløb. ”Dagpengeland” beskriver, hvordan underviserne med stor ihærdighed forsøger at lære kursisterne - hvoraf en del har videregående uddannelser - hvordan man betjener de simpleste funktioner på en computer og giver et korrekt jobansøgnings-håndtryk.

Som læser kan man først i læsningen kommer i tvivl om, hvorvidt Lau Aaen sætter forløbet lige lovlig meget på spidsen i satirens tjeneste. Men rigelige optryk af kursets ubehjælpsomme undervisningsmaterialer, der med gavmild hånd er strøet i bogen, tyder ikke på det.

Her er fejlstavede velkomstbreve, absurde vejledninger i jobsøgning på internettet (»Gå ind på Google. Skriv i søgefeltet ”ledige stillinger”.«) og endda en hjemmekomponeret sang på melodien Tinge-linge-later (»Tiden går og inden længe må du vælge hvad du vil / Man kan tjene store penge, spare eller la' stå til.«).

Af værste skuffe

”Dagpengelands” største styrke er, at den er skrevet på en indædt og underspillet indignation. Men det underspillede er også en af bogens svagheder. Den lakonisk refererende telegram-lignende form, hvor sætninger sjældent er længere end fem-otte ord, bliver let en anelse anstrengende.

Men overordnet formår bogen at tegne et satirisk skarpt billede af en beskæftigelsespolitik, der har forenet det værste af statslig kontrol og bureaukrati med inkompetent privat driftighed. Resultatet er vanvittig morsomt og rystende tragisk.