Klaus Rifbjerg: Dag efter dag

Debatbog

Klaus Rifbjerg: Dag efter dag

144 sider, 200 kr.

Tiderne skifter

Udkommer i dag

Det er svært ikke at beundre den energi og vitalitet, der bærer Klaus Rifbjerg. Manden er født i 1931 og udgiver fortsat bøger i en lind strøm. Rifbjerg er intellektuelt alert og følger med sin tid - selv om han går imod den.

Skrivelysten er overvældende, og der må gå en lige linje fra sansninger til skriftligt udtryk; gad vide om Rifbjerg nogensinde retter i sine manuskripter?

Forfatterens lyst til at irettesætte tiden, den siddende regering, de herskende værdier, de kunstnere, der er kommet til efter Rifbjerg, er udtalt. Trangen til at forsvare kulturradikalismen og det kunst- og menneskesyn, som Rifbjerg selv er rundet af er ikke overraskende også til at få øje på:

På mange måder er alt, hvad Rifbjerg skriver, efterhånden blevet et defensorat for det, som han selv opfatter som trængte værdier og egenskaber, og resultatet er en underholdende og skæv blanding af radikalisme og konservatisme, modernisme og folkelighed, pacifisme og aggressioner.

Skriver med hammeren

Dagens udgivelse, ”Dag efter dag”, ligger i forlængelse af fire dagbogslignende udgivelser, der blandt andet tæller titler som ”Karakterbogen” og ”Facitlisten”. Sigende titler, for via den løse dagbogsform (fra den 3. januar til den 12. maj i år) raser autoriteten over alverdens fejltagelser.

Domsafsigelserne falder prompte, og der skrives gerne med hammeren. (Bedste)far er vred og tager andre i skole. Fint, og undertegnede deler nogle kerneværdier med Rifbjerg, så jeg er også blevet underholdt. Der er ikke noget så dejligt som at blive bekræftet. Og det er svært ikke at tage et vågent og aldrende menneske, for hvem »alt er ventetid«, alvorligt.

Manglende nuancer

Men polemikeren og samfundsdebattøren Rifbjerg besidder ikke de nuancer og den ambivalens på tilværelsens vegne, som lyrikeren Rifbjerg gør.

Et sted hedder det meget præcist: »Alle de sejrende og troende højrefolk vil så gerne diskutere, bare diskussionen ikke indeholder nogen form for kritik.«

Formuleringen rammer selv Rifbjerg, efter min mening. Jeg har svært ved at finde lydhørhed over for andre, snarere bliver tonen mere skinger. Når nu Rifbjerg objektivt set er så klog, hvorfor bliver han så ved med at gå efter manden i stedet for efter bolden?

Selvironi savnes

Argumenterne glimrer ved deres fravær, til gengæld skorter det ikke på fantasi, når en politisk-kulturel modstander - gerne en yngre af slagsen - skal have kniven. Den krænkede far bliver mindre, når Berlingskes kritiker bliver præsenteret som »bette Jens Andersen«, og når Søren Espersen bliver til »den talende skildpadde.«

Jeg havde meget hellere set mange flere sider, hvor Rifbjerg foldede argumenter ud og påviste andres fejl. Nu bliver det alt for tit til udbasuneringer. Eneste selvironiske attitude ser vi på bogens forside, hvor Rifbjerg blæser os et stykke på en tuba.

Argumenterne glimrer ved deres fravær.