Karen Armstrong: Sagen Gud

Karen Armstrong:

SAGEN GUD - Hvad religion egentlig betyder

Oversat af Erik Fonsbøl

454 sider, 349 kr.

Forlaget Anis

Er udkommet

Måske er ateister de eneste, der tager religionen alvorligt? Og måske lige netop derfor mødes radikale ateister som Richard Dawkins, Sam Harris og Christopher Hitchens ofte med et skuldertræk. For den Gud, som ateisterne kritiserer, og de hellige skrifter, som de hudfletter, er der alligevel ingen, der længere tror på. Vel?

I hvert fald er vi efterhånden vant til at forstå religionen som noget, der har udviklet sig fra noget dogmatisk i fortiden og til noget langt mere tvivlende i nutiden, men ifølge den amerikanske forfatter Karen Armstrong forholder det sig nærmest lige omvendt.

Karen Armstrong skriver f.eks. om skabelsesmyterne: »Indtil den tidlige modernitet var der ingen, der læste kosmologien som en bogstavelig beretning om tilværelsens oprindelse.«

Det er noget af en påstand, men med visse forbehold virker hypotesen faktisk troværdig og den udfoldes i Armstrongs ”Sagen Gud”, som er en meget lang og grundig idéhistorisk gennemgang af - fortrinsvis - den kristne teologiske og filosofiske udvikling af forholdet mellem sandhed og myte (mythos/logos).

Kristen fundamentalisme

I gennemgangen understreger forfatteren ret overbevisende, at moderne kristen fundamentalisme til dels har sine rødder i modernitetens til tider religiøse (og dybest set uvidenskabelige) optagethed af at finde den ultimative sandhed og totale vished.

For ifølge Armstrong blev en mere spiritualistisk, søgende og tvivlende kristendom (tilbage til Thomas Aquinas og den relativt ukendte teolog Areopagiten Dionysios) op igennem Middelalderen og Renæssancen fortrængt af en dogmatisk kristendom (inspireret af rationelle tænkere som René Descartes og Galileo Galilei), der satte sig som mål, ultimativt at bevise Guds eksistens.

På den måde mener Karen Armstrong, at moderniteten og rationaliteten, som netop mange ateister tilslutter sig, i høj grad også har næret fundamentalistisk religion.

”Sagen Gud” er langt hen ad vejen en imponerende bedrift, og der er inspirerende pointer, som både gudløse og troende kan skære sig gevaldigt på.

Alligevel er der også gode grunde til at være forbeholden. F.eks. kan man i høj grad diskutere, om hendes forståelse af den ægte ”religion” kan rummes af ret mange andre religiøse hjerner end hendes egen. Hør blot på denne udlægning, hvor formålet med religion er, »at leve et intenst og rigt liv her og nu«, fordi religiøse mennesker »integrerer de øjeblikke af henrykkelse og indsigt, der kom til dem i drømme, i deres betragtning af naturen og i deres samliv med hinanden og med dyreverdenen«.

En smagssag

Denne definition på den religiøse ”oplevelse” er meget typisk for Armstrongs spiritualistiske og svævende religiøsitet, som vel lige så godt kunne dække over glæden ved et stykke smukt musik eller en gåtur i skoven. Befriet, som den er, fra dogmatik og konkret gud, forbliver Armstrongs ”religion” egentlig mestendels en følelsesmæssig smagssag.

Desuden tvivler jeg på, at alle religioner i verden har det samme afslappede forhold til deres skabelsesberetninger og kosmologi, som Armstrong hævder, uden at føre de nødvendige etnografiske beviser for påstanden.

At opfatte gudernes verden som en slags symbolsk manifestation af tilværelsen lyder mere som postmoderne teologi end som det reelle forhold i verdens mange religioner.

Undertitlen ”Hvad religion egentlig betyder” forbliver derfor misvisende. ”Sagen Gud” er til gengæld en glimrende indføring i det kristent/jødiske parløb mellem videnskab og tro.