Anmeldelse: Kai Sørlander: Den politiske forpligtelse

Filosofibog

Kai Sørlander:

Den politiske forpligtelse

Det filosofiske fundament for demokratisk stillingtagen

280 sider, 299 kr.

Informations Forlag

Er udkommet

»At appellere til fornuften er verdens største slag i luften,« skrev Piet Hein engang. Og det gruk må forarge filosoffen Kai Sørlander, som har den stik modsatte ambition, nemlig ud fra et filosofisk-rationelt princip at udlede en lang række konsekvenser for vores liv og samfund og politik.

I tidligere bøger gjorde Kai Sørlander meget ud af det etiske konsistenskrav, som går ud på, at vi som fornuftsvæsener må anerkende hinanden som ligeværdige og med integritet og ansvar.

I denne bog resumerer Sørlander sin etiske forudsætning, men argumenterer langt mere konkret og tager - stadig med rationaliteten som selvforståelse - stilling til mange af nutidens kontroversielle spørgsmål. Og det gør han godt.

Uden polemik

Således behandles menneskerettigheder, demokrati, forskellen mellem religioner, demokrati, marked og økonomi, ytringsfrihed, civil ulydighed og til sidst også videnskabens og kulturlivets rolle.

Sørlander diskuterer hele tiden sagligt og uden polemik eller ved karikering af modstanderne. Det er befriende, og derved får Sørlander langt flere i tale end mange med de samme synspunkter.

Der er ingen hellighed hos Sørlander, og når han generelt forsvarer kristendommen og priser dens evne til sekularisering, er argumentet rationelt og ikke religiøst. Og det samme med kritikken af islam og denne religions uforenelighed med demokrati og rettigheder.

Generelt leverer Sørlander et gedigent forsvar for et demokratisk system, som i mange henseender ligner det danske, men argumentationen bunder i grundlæggende filosofiske principper om en rationel og forpligtende etik.

Undervejs er der mange præcise markeringer. F.eks. om forskellen på personlig og politisk godhed, som når folk tror, at man er et godt menneske ved at arbejde for en stor stat eller høj ulandshjælp.

For let argumentation

Der er mange steder, hvor man kunne komme med indvendinger, fordi han konstruerer sin argumentation for let.

F.eks. at ligeværdigheden mellem mennesker medfører, at flertallet bestemmer. Kunne der ikke også rationelt argumenteres modsat: At flertallet ofte krænker ligeværdigheden mellem mennesker, og flertalskoalitioner tenderer mod at udbytte mindretal? Og at det eneste ligeværdige ville være alles vetoret.

Det kan være svært at følge Sørlanders store tillid til fornuften, dens evne til at give entydige svar og adskille sig fra demagogi, men ambitionsniveauet er beundringsværdigt.

Og meget af, hvad Sørlander opfatter som rationelle argumenter, ville jeg snarere forstå som erfaring og sund fornuft. Er det ikke kun historiske erfaringer, der viser forskellen på religionerne, mens den rationelle synsvinkel stirrer sig blind på lighederne?

Bogen er et ædrueligt indspark langt over normalt debatniveau, da Sørlander forsøger at overbevise med fornuft og rationalitet og ikke ud fra en ophøjet moralsk position.