Jesper Dehn Møller og Aydin Soei: SKYLD

Historien bag mordet på Antonio Curra

272 s., 199 kr.

Lindhardt og Ringhof

UDKOMMER I DAG

I dag for fire år siden gik den 19-årige italienske rygsækturist Antonio Curra, der få timer forinden var kommet til København, ind i den helt forkerte baggård på Nørrebro for at købe hash. Det udviklede sig til, at han i et langvarigt og tumultarisk forløb blev dolket til døde af de dengang blot 18- og 16-årige fætre Hizir og Ferhat Kilic.

På tirsdag bliver Ferhat som en del af morddommen - ingen af fætrene er danske statsborgere - udvist til Tyrkiet, hvor hans familie kommer fra, men hvor han ikke selv har boet, siden han var tre. Til næste år sker det samme for Hizir, der er født og opvokset i Danmark.

Uomgængeligt oplæg

Om forudsætningerne for drabet og fætrenes egen udsigtsløse fremtid har de to ganske unge journalister Jesper Dehn Møller og Aydin Soei skrevet en fremragende bog. Den umiddelbart bombastiske titel er dog langt mere tvetydig end som så.

Bogen rejser læssevis af spørgsmål, men placerer netop ikke nogen form for entydig skyld. Det er præcis derfor, den udover sine dokumentariske kvaliteter også er så læseværdigt og uomgængeligt et debatoplæg, der bør blive obligatorisk på enhver dagsorden i integrationsdebatten.

Troværdigt, nøgternt og afbalanceret beskrives det sammenløb af omstændigheder og sammenstød mellem systemer, som kulminerede den 9. august 2003. Og som for fætrene, deres familier og familien Curra aldrig får nogen ende.

Fri for eksperter

Forfatterne afholder sig - stort set - fra alt, hvad der hedder analyser og fortolkninger, der medvirker stort set ingen eksperter, og de forfalder stort set ikke til overdramatiserende reportage-prosa (»Få minutter forinden er en anden ung mand også sat i løb?«).

I stedet får man i stil og til tider på niveau med Peter Øvig Knudsens bestseller om Blekingegade-banden en minutiøst dokumenteret afdækning af, hvilket liv navnlig Ferhat og hans familie havde haft i Danmark op til drabet og af de ellers ekstremt lukkede parallelsamfund navnlig på Nørrebro og i Tingbjerg, hvor de havde deres gang.

Selve drabet, som aldrig er blevet og heller ikke i bogen bliver klarlagt i alle detaljer, ligner mest af alt en tilfældighed. Som det fremgår med flere eksempler, er det lige så meget en tilfældighed, at de to allerede som teenagere dybt kriminelle fætre ikke er blevet drabsmænd længe før.

Intet om fremmedhad

Der er ikke tale om, at bogen på nogen måde fritager fætrene selv for ansvar. Selv i de mest kriminaliserede og marginaliserede samfundsgrupper formår man dog som regel i de afgørende øjeblikke at vige tilbage for at slå ihjel.

Ligeledes forfalder forfatterne heller ikke - modsat en del andre, der har ytret sig om drabet - til at tørre hovedansvaret af på det danske samfund. Luftige floskler om danskernes angivelige fremmedhad forekommer overhovedet ikke i bogen, ligesom de traditionelle indenrigspolitiske skræmmebilleder er fuldstændigt fraværende.

Kun i forbindelse med de gentagne afslag til Ferhat om dansk statsborgerskab viser bogen en smule politiske tænder. Det ligger mellem linjerne, at retsvæsenet meget vel kan have kalkuleret kynisk med, at hans kriminalitet nok på et tidspunkt ville blive så voldsom, at man ville kunne udvise ham.

Konfliktskyhed?

Frem for alt er det en historie om sammenstød mellem to måder at leve og tænke og handle på. På den ene side det dybt traditionelle landbosamfund i det fattige sydlige Tyrkiet, hvorfra adskillige medlemmer af familien Kilic siden 1960'erne søgte lykken i et land og en kultur, de kun havde vage glansbilledforestillinger om.

På den anden side et selvfedt velfærdsdanmark, hvis velmenende social- og undervisningsverden ikke havde fantasi til at forestille sig, hvilke problemer familier som Kilic-klanen kunne få, og som - fremgår det også af bogen - er syltet ind i en nærmest tvangsmæssig, politisk korrekt berøringsangst.

I sidste ende tangerer den på sin egen måde vel også racisme, når man hinsides al moral og medmenneskelighed undskylder manglende indgriben med respekt for familiens anderledes kultur.

Ind imellem fører det til groteske indslag i den ellers så sørgelige fortælling. Som da det åbenbart kommer som et fuldstændigt chok for den troskyldige leder af en ungdomsklub på Nørrebro, at rødderne har kunnet finde på at benytte klubben som hæler- og narkocentral.

En fars tragedie

Historiens egentlige hovedperson er imidlertid ingen af fætrene - eller for den sags skyld den gangsterkultur, de allerede som børn kommer ud i. De er, som man ville sige i de kredse, fucked stort set fra fødslen.

Det er derimod Ferhats far Adem, hvis tragedie efter endt læsning ikke virker meget mindre end Curra-familiens eller hans egen søn og nevøs. Hjemme i Tyrkiet bliver han tvangsgiftet som blot 16-årig og far som 17-årig.

Han drager som sin far og sine storebrødre til det vildt fremmede Danmark i den tro, at der er guld på gaderne, og må efterhånden opleve, hvordan den ene efter den anden af hans sønner driver rundt, uden at han formår at hjælpe dem. Foruden at Ferhat tydeligvis ikke har sin voldelighed fra fremmede.

Ondt værre

I bogens mest ubærlige passage gør Adem endda ubetinget ondt værre. Netop som Ferhat for første gang har fået kontakt til en lærer, der formår at give den stort set analfabetiske dreng bare en lille smule selvværd og succesoplevelse, beslutter hans far sig i sin afmagt for at sende drengen på genopdragelsesrejse til Tyrkiet.

Selv om Ferhats mor aldrig har lært dansk - hvorfor egentlig ikke det? - taler han selv dårligt tyrkisk og sendes sågar også på koranskole uden at kunne et ord arabisk. Mobningen er derefter, og da han kommer tilbage til Danmark, er man ikke meget i tvivl om, at alt håb nu er væk svarende til, at hvor Ferhat tidligere blev betragtet som normalt begavet, hævdes han nu at være nær sinkeniveau.

Den enkeltes ansvar

Men igen viser bogen, og det er i virkeligheden det tætteste, den kommer både på en konklusion og en løsning, i hvor høj grad det også er enkelte menneskers konkrete beslutninger, mod og svigt, der i sidste ende afgør historien. Både den gode lærers tiltro og stædighed, farens fatale genopdragelsesforsøg - og den danske skoleinspektør, der efter hjemkomsten dømmer Ferhat definitivt ude.

Værst af alt: Tragedien fortsætter. I bogens indledningscitat tillægger Adem, der endnu ikke er fyldt 40, sig selv 70 procent af ansvaret for, at det er gået, som det er (samt det danske samfund 20 og drengene selv 10).

Ikke desto mindre agter han ifølge Politiken forleden at tage resten af familien med tilbage til Tyrkiet, når Ferhat udvises, også de to mindre børn, som modsat Ferhat for længst er blevet danske statsborgere.

Hvis nogen af historiens mange ofre for både tilbagestående traditioner, svigtende forældre og bevidstløse danskere er helt uden skyld, er det dem.