Anmeldelse: De andres liv

Henrik Dahl:

DEN USYNLIGE VERDEN

328 sider, 279 kr.

Gyldendal

Er udkommet


Med jævne mellemrum under læsningen af Henrik Dahls nye bog greb jeg mig i at nynne Iggy Pops gamle rocksang om ”The Passenger”. Ham der kører gennem byen, betragter den gennem bilruderne og gør sig sine tanker på afstand.

Det fine ved sociologen, kommentatoren m.m. Henrik Dahls forrige bog, ”Mindernes land” var, hvordan han i høj grad skildrede den enorme forandring af Danmark det seneste par generationer igennem sin families og sine egne erfaringer. Det interessante ved efterfølgeren, ”Den usynlige verden”, er derimod, hvordan han stort set ikke gør det her.

Næsten ikke. Det vender vi tilbage til.

Ud at køre
Bogens hovedemne er i direkte forlængelse af ”Mindernes land”. Det vil sige en skildring af hvad der er kommet i stedet for det gamle Danmark i form af forstæder, sovebyer og fritidssamfund og dertil hørende nye levemåder og værdisæt, ikke mindst med det centrale vest-øst motorvejsnet som den samlende faktor.

Til det formål gennemgår Henrik Dahl, ofte med fin sans for offentlige selvmodsigelser og spidsformuleringer, hvordan det, som han, frit efter Peter Plys, kalder hundredekilometerbyen i det østlige Jylland er opstået som en blanding af planlægning og det modsatte. Ikke en meget bevidst organiseret udvikling som Femfingerplanen for udviklingen af Storkøbenhavn, men heller ikke bare som det totale anarki.

Samtidig udvider han sit analysefelt til en mere generel undren over, hvad han ser som hele dette nye forstads- eller parcelhusdanmarks stort set totale fravær i såvel kultur som forskning stik modsat, hvor meget landbrug og industri fyldte i ældre kulturbilleder. Når han f.eks. nævner popsange, der handler om moderne transport, er det snarere som undtagelser end som typiske tilfælde, og et tilbagevendende kritikpunkt er, hvorfor alle de nye livsformer aldrig er blevet, som han kalder det, ”metabearbejdet”.

Hvortil er at sige, at det bliver de vel hjemme i forstæderne hver eneste dag, når folk tænker over verden. Om det så også er tilfældet i Dahls mere eller mindre akademiske storbykredse, kan vel aldrig være forstædernes problem.

Fra spøgelsestoget
Og hvis man begynder at læse bogen ud fra den synsvinkel, kommer den i virkeligheden samtidig til at fortælle en helt anden historie.

Det er her, Iggy Pops distancerede bagsædepassager begynder at klinge med i baggrunden. For lige så meget, som Henrik Dahl gerne vil beskrive og have andre til at forholde sig til den nye dimension i Danmarkskortet, lige så lidt er han tydeligvis selv en del af den, ja det virker stort set ikke som om, at han en eneste gang er stoppet op og har talt med folk om, hvordan de selv går og har det.

Det er bare noget, han har kørt forbi undervejs til et af de mange foredrag, han mildt sagt ikke underspiller, at han som sociolog og mediekendis konstant rejser ud og holder - »i et spøgelsestog på vej til og fra kontor«, som C.V. Jørgensen sang engang.

Hallo derude
Der er også løbende i analyserne en mærkeligt nedladende fascination af den verden, han iagttager, men ret demonstrativt ikke selv er - eller vil være? - en del af. Som når livet derude, som vel hverken er specielt mere eller mindre lykkeligt, end det var ude på det gamle bøhland, eller er inde i den kreative klasses storbyghettoer, rubriceres som ”Projekt Familie” eller ”Projekt Fritid”, tilsat stort svungne, jævnligt småsarkastiske, men også jævnt hen udokumenterede meditationer over, hvordan tingene hænger sammen, og hvad det nok er, masserne derude har gang i.

På den ene side er han for sleben til at bruge grove kulturradikale floskler som »ligusterfascist«. På den anden side får man jævnligt fornemmelsen af, at hvis sådanne vendinger ikke ligger ham på tungen, ligger de stadigvæk i baghovedet.

I så henseende var retorikken i Weekendavisens interview med ham i fredags sigende, hvad enten ordene var hans egne eller interviewerens. Her hed det, at »vi ringeagter dem, der bor i parcelhus«, og at Dahl »vil have folk til at agte det usynlige Danmark« - men det er det vel netop kun, hvis man ikke selv færdes i det?

Københavnerskolen
Dermed bliver det på en måde en meget intern bog i den forstand, at det, der efterlyses, er, at de andre storbyintellektuelle også beskæftiger sig med det nye Danmarks-billede. Med den underliggende, når det kommer til stykket dybt konventionelle tankegang, at verden ikke eksisterer rigtigt, før den er blevet taget alvorligt i København K.

Samtidig med at han omvendt ved selvsyn - om end på afstand - har kunnet konstatere, at Danmark har forandret sig kolossalt. Vel at mærke uden at hans og min befolkningsgruppe har haft ret meget med det at gøre.

Spørgsmålet er i øvrigt også, i hvor høj grad hans påstand om det nye Danmarks usynlighed i kunsten i det hele taget holder vand. Altså forudsat, man bevæger sig over i den rigtige populærkultur som eksempelvis hiphop, dansktop, sommerrevyer og kriminalromaner, hvor betonen, villavejene og Opel Kadetten da ikke nødvendigvis er særlig fraværende.

Set fra oven
Forstå mig ret: når Henrik Dahl, som i ”Mindernes land”, er bedst, kan han som få andre i dagens medielandskab trække de store linjer og de skæve vinkler op, og stedvis sker det da også i ”Den usynlige verden”.

Først og fremmest fremstår den dog, og det gør titlen meget mere tvetydig, end forfatteren formentlig selv har tænkt den, som en slags ubevidst bekendelsesroman om, hvordan den engang så konkrete sociolog og historiefortæller med tiden har flyttet sit værdisæt indenfor voldene og er muteret til abstrakt kommentator og meningsmager.

Her tilsyneladende med benene solidt plantet i luften et sted lige over Storebæltsbroen. Hvorfra det ophøjede overblik tydeligvis er strålende, men afstanden også stor til alle sider - og vandet lige nedenunder temmelig dybt.

jakob.levinsen@jp.dk