Anmeldelse: Jan Lindhardt og Farshad Kholgh - med Helle Broberg Nielsen: I begyndelsen var ordet der slet ikke

Jan Lindhardt og Farshad Kholghi, med Helle Broberg Nielsen

I BEGYNDELSEN VAR ORDET DER SLET IKKE

237 sider, 249 kr.

People’s Press

Er udkommet

Nu hvor Johannes Møllehave ikke har fundet nogen at sludre med i år er det jo sådan set udmærket at hans kollega, tidligere biskop Jan Lindhardt, har. Eller rettere, at nogen har fundet en samtalepartner til ham.

Den anden halvdel af de sammenbragte børn i Helle Broberg Nielsens samtalebog er skuespiller, debattør og antiislamist Farshad Kholghi, og han har heller ikke mødt Lindhardt tidligere. Så nu er rammen sat, båndoptageren tændt og så skal der bare snakkes i øst og vest og om alting. Det bliver der bare ikke.

Udbygger hinandens synspunkter

Samtaler består i, at to mennesker udbygger og udvikler på hinandens synspunkter. At de lytter og lader deres svar falde i umiddelbar forlængelse af den, hvor den anden kom til. At man tænker sammen ved at tale sammen.

»I begyndelsen var ordet der slet ikke« bliver sjældent rammen om sådan en samtale. Snarere er det en indfangelse af to parallelle monologer.

På bogens forside sidder de to partnere med front mod hinanden, men læsningen giver indtryk af, at de begge har siddet med front mod intervieweren det meste af tiden og i flere kapitler er der reelt tale om regulære interviews. Helle og Jan – Helle og Farshad.

Mange emner

Emnerne går over folkekirke, islam, retorik og humor. Områder, som de to herrer ved en masse om, og Helle Broberg Nielsen skal blot trykke på knappen, og så kører det helt af sig selv. Men vi kender godt Kholghis og Lindhardts synspunkter i forvejen, og denne form bidrager ikke med noget.

Hvis de så bare havde talt om noget, de ikke lige mener noget om til dagligt, kunne selv en velformuleret samtale om det at rive blade sammen have været mere spændende.

Regulær strid

På et tidspunkt er der optakt til en regulær strid, da Lindhardt bemærker, at Anders Fogh Rasmussen måske alligevel skulle have taget det møde med ambassadørerne under Muhammed-krisen. Nej, udbryder Kholghi, med hele tre udråbstegn, hvilket må betyde, at han vel nærmest har råbt det?

Lindhardt forsvarer positionen, Kholghi svarer tilbage, og præcis to sider senere »er mit blodtryk normalt igen«, som Kholghi siger det. Sikke en skam, tænker man som læser.

Men måske de herrer kan få pulsen op igen senere? Ikke, fordi det er godt at skændes, men fordi uenighed udvikler.

Det sker ikke rigtig, og alt i alt må man sige, at »I begyndelsen var ordet der slet ikke« er mislykket som samtalebog. Jeg tvivler på, at Lindhardt og Kholghi nu efterfølgende jævnligt mødes for at uddybe og befrugte hinandens tanker. De er nok snarere vendt tilbage til hver sit blækhus.