Anmeldelse: Helge Sander (red.): Fremtidens universiteter

Debatbog

Helge Sander (red.): Fremtidens universiteter

208 sider, 199 kr.

Gyldendal

UDKOMMER I DAG

En række markante reformer har i de senere år omkalfatret hele den offentlige sektor: Kommunalreform, politireform, gymnasiereform osv. Mange, som ikke har berøring med disse områder i dagligdagen, har måske ikke opdaget det endnu, men langtidsvirkningerne af de gennemgribende reformer vil kunne mærkes smerteligt tydeligt i de kommende år.

En fællesnævner for de mange reformer er, at de er blevet gennemført hen over hovedet på de mennesker, der skal få dem til at fungere i praksis. Det kommer der sjældent noget godt ud af.

Angiveligt har intentionen været at skabe forenkling og mindre bureaukrati, men i praksis er resultatet nærmest blevet det modsatte. Næsten dagligt berettes om borgere, der ringer forgæves efter politiet, og kommunalt ansatte, der går ned med stress.

Sander og Marx

I debatbogen ”Fremtidens universiteter” er et vigtigt omdrejningspunkt universitetsloven fra 2003. Heller ikke landets højeste læreanstalter er nemlig gået ram forbi i reformbølgen.

I videnskabsminister Helge Sanders optik er forskernes primære opgave ikke at bidrage til nye erkendelser og sandheder. Under mottoet ”Fra forskning til faktura” har Sander - via såkaldte udviklingskontrakter med de enkelte universiteter - forsøgt at styre forskningen væk fra den rene grundforskning over i en mere anvendelsesorienteret og økonomisk rentabel retning.

Det gælder i sidste instans bare om at - fakturere! Den merkantilt orienterede minister - »en slags win-win-situation«, »Vi skal bare hele tiden fokusere på vores spidskompetencer«, »vi skal sætte turbo på«, osv. - bringer sig hermed sjovt nok på linje med Karl Marx.

Et mantra for den store materialistiske tænker var jo, at det ikke så meget gjaldt om at forstå verden, som om at lave den om. Den principielle forskel mellem de kommunistiske femårsplaner og universiteternes nye udviklingskontrakter synes langtfra afgrundsdyb.

Den frie forskning

Men kan forskere arbejde optimalt, når de iføres en mental spændetrøje?

De fleste af bogens 16 bidragydere er - udtrykt mere eller mindre diplomatisk - mildt sagt ikke enige med ministeren. Det mest læseværdige bidrag er skrevet af Peter Birch Sørensen, professor i økonomi ved Københavns Universitet og formand for De Økonomiske Råds formandskab.

Han skriver: »Den frie grundforskning er styret af én eneste grundregel: Nemlig kravet om kompromisløs søgen efter sandheden, uanset hvor vanskelig den er at finde, og hvor kontroversiel den måtte være. Den frie forsker beslutter selv emnet og metoden for sin forskning uden hensyntagen til, hvad andre måtte finde mest hensigtsmæssigt eller relevant.«

Så enkelt kan det siges. Netop fordi de synspunkter, som Birch Sørensen fremfører, udtrykkeligt ikke skal tillægges de institutioner, som han er tilknyttet, taler han med en særlig vægt.