Hans Hauge: Nationalismens spøgelse.

Samfundsdebat Hans Hauge:

Nationalismens spøgelse.

Mellem romantik og opløsning 224 sider, 199 kr.

Forlaget Hovedland

ER UDKOMMET

Karl Marx og Friedrich Engels indledte ”Det kommunistiske partis manifest” med ordene: »Et spøgelse går gennem Europa - kommunismens spøgelse.« Godt 160 år senere kan Hans Hauge ironisk indlede sin nye bog med en parafrase af de to kommunistiske kirkefædre. »Nationalismen er et romantisk spøgelse, der går igen i de oplystes verden,« skriver Hauge.

Nationalisme er et belastet begreb. Mange forbinder det med had, undertrykkelse og krig. Ikke desto mindre er nationalismen ved at blive rehabiliteret som forudsætningen for overhovedet at kunne være borger i et demokratisk land. I bogen ”Nationalismens spøgelse” sætter Hans Hauge sig reelt for at afdramatisere nationalismen. »Men når nu der næsten ingen nationalister er, hvordan kan de så være den største trussel?« lyder et af hans indledende spørgsmål.

Den verbale skalpel

Alle, der kender Hans Hauges klummer i Jyllands-Posten, ved, at han kan pille hvad som helst fra hinanden med sin verbale skalpel. Hauge tager læseren på en sproglig og historisk rundtur i nationalismens verden. Han minder om, at de første nationalister i 1800-tallet ikke selv levede i en nationalstat:

»For dem var nationalstaten en drøm, en ide, en utopi, et ideal eller en forestilling. (?) Det nationale opstod altså ikke i en nationalstat. Den oprindelige nationalisme var ikke nationalistisk. Hvad Danmark angår, opstod den i et mindre imperium på vej mod sin opløsning. Ligesom Marx ikke var marxist, var Herder, Grundtvig, Ploug og de andre ikke nationalister. Det er de blevet gjort til af senere tiders nationalister.«

Ikke desto mindre er nationalismes utopi blevet virkeliggjort, mener Hauge. »Hvilken anden politisk ideologi - eller religion - kan fortælle samme succeshistorie?« Nationalstaten er rammen om succesrige samfund.

Lidt af begge dele

”Nationalismens spøgelse” er en bog, som i positiv forstand sætter sig mellem to stole. Den er hverken et meningsbombardement eller en lærd afhandling, men lidt af begge dele. Og mellem de lærde overvejelser hugger Hauge sin polemiske pen i sine sædvanlige yndlingsaversioner. Hauge klæder venstrefløjens antinationalister af til skindet og påviser, hvordan de ter sig som nationalister, når det passer i deres kram:

»Men den dag i dag drømmer venstrefløjen om, at Palæstina skal være et gammeldags landbrugsland, hvor småbønder går og pludrer med et par tørre oliventræer, der giver en olie, de ikke engang kunne sælge i Aldi. Sådan drømmer præsterne i Folkekirkens Nødhjælp, der samtidig støtter national selvbestemmelse, hvor de kan komme af sted med det. Hamas bekender sig til nationalismen eller er nationalistisk. Det kritiseres de sjældent for.«

Imperialismens spøgelse

Hauge afmonterer nationalismen som trussel og konstaterer, at den har vundet indpas i vores verden: »Det nationale vil ikke gå væk. Historien kan ikke afsløre eller ophæve nationalismen.« Nationalismen findes og har det godt, selvom Hauge ganske vist påstår, at der ikke er mange nationalister.

Og efter at være nået til den konklusion, komplicerer Hauge til slut det hele: »Imperialismen er det eneste mulige alternativ til nationalismen, men imperialister er det ikke mange af. De findes dog.«

Hvorefter Hauge erklærer sig som lidt af en skabsimperialist, der får gåsehud, når han hører ”Rule Britannia”: »Det britiske imperium var et bedre imperium end globaliseringens, end EU's og end USA's eller Kinas kommende.«

Vi må opfordre til et opfølgende værk, denne gang om imperialismens spøgelse.