Hannah Arendt: Eichmann i Jerusalem

Debatbog

Hannah Arendt:

Eichmann i Jerusalem

En rapport om ondskabens banalitet

384 sider, 375 kr.

Gyldendal

UDKOMMER I DAG

Bogen udkom på engelsk i 1963 og vakte enorm debat, fordi Hannah Arendt beskrev en af hovedmændene bag jødeudryddelsen, Adolf Eichmann, som en almindelig bureaukrat uden skyldfølelse.

Og uden jødehad eller onde hensigter. Folkemordet mod jøderne blev således forklaret af Arendt ikke som bestialske menneskers hadefulde gerninger, men som et politisk-bureaukratisk systems »løsninger« af »problemer«.

Hannah Arendt var selv tysk jøde født i 1906, samme år som Eichmann, og emigrerede til USA, hvor hun hurtigt blev professor og kendt borgerlig intellektuel.

Da Adolf Eichmann i 1960 blev fanget i Argentina af israelske agenter, påbegyndtes en retssag i Jerusalem. Arendt rejste til Jerusalem og skrev på baggrund af Eichmanns udsagn og andre kilder bogen.

Det provokerende
Det provokerende ved bogen er Arendts påstand om, at Adolf Eichmann var et normalt menneske, psykiaterne kunne ikke finde noget på ham, han var ikke præget af antisemitisme, han havde ingen fordomme eller tvangstanker.

Eichmann havde ingen skyldfølelse, fordi han kun havde gjort sin pligt som embedsmand i nazistaten. Men ved skrivebordet resulterede hans dispositioner i millioners død i gaskamre.

Eichmann havde næppe personligt dræbt et menneske eller givet ordre om det, selvom anklageren forsøgte at bevise et drab på en dreng i Ungarn.

Eichmann sagde selv, at han kun ville have haft skyldfølelse, hvis han ikke havde adlydt ordrer. Han hjalp en jødisk bekendt i kz-lejr ved at få ham overført til let arbejde og »det var en stor glæde for mig.«

Pligt-etik
Bogens undertitel angiver, at ondskab kan være banal, fordi den opstår af hverdagsagtige og bureaukratiske handlinger. Kan folkemord virkelig gennemføres utilsigtet? Kan det onde fødes af pligtopfyldende idealisme?

Eichmann påberåbte sig under retssagen at handle etisk ud fra filosoffen Immanuel Kants pligt-etik, som han havde læst. Især princippet om absolut lydighed over for loven.

Fra en dansk vinkel indgår redningen af de danske jøder i 1943 for Arendt som et strålende eksempel på, at der selv under nazistisk tyranni var et frirum for moralsk handlen, som viste sig i den enestående aktion fra mange sider i det danske samfund for at redde jøderne fra deportation. At Arendt glorificerer ved bl.a. at gengive myten om Christian X og jødestjernen, rykker ikke ved eksemplets værdi. I dag ved vi også, at det var tæt på at gå galt, da departementchef-styret rumlede med planer om på eget initiativ at internere de danske jøder.

Bogen er forsynet med et vigtigt efterord af Therkel Stræde, der også er mere end nødvendigt til at bøde på bogens alder.

Det er for dårligt, at Gyldendal ikke for længst har oversat en sådan klassiker, som udkom i norsk og svensk oversættelse allerede i 1964 og 1965. For meget af bogens faktuelle del er i dag overhalet af nyere forskning, men den moralske diskussion om ondskabens karakter forbliver derimod evig aktuel. Arendts provokerende behandling af ondskaben udfordrer os også i dag, hvor folkemord og etnisk udrensning også forekommer, og hvor det kan være svært at udpege de moralsk ansvarlige.