Fredrik Barth: Afghanistan og Taleban

Antropologi

Fredrik Barth: Afghanistan og Taleban

Oversat af Steen Piper Forord af Lasse Ellegaard

111 sider, 139 kr.

Forlaget Hovedland

Er udkommet

Den norske antropolog Fredrik Barth kom på et tidspunkt for skade at sige, at norske soldater udstationeret i Afghanistan blot skulle gøre det, de var bedst til, nemlig at sidde på basen og spille kort.

Det har han vist senere fortrudt, men i sin fine lille bog om landet, ”Afghanistan og Taleban”, er det stadig Barths overbevisning, at man gør mere skade end gavn på landet ved at agere som en fremmed besættelsesmagt, og at forestillingerne om at forvandle Afghanistan til et demokrati som vort eget er både naive, umulige og et kulturelt overgreb.

To forklaringer

Man kan vel sige, at der er to måder at forklare og forsvare krigen i Afghanistan på: Søren Espersens (DF) og Anders Fogh Rasmussens (V).

Den første fremhæver, at Afghanistan aldrig kommer demokratisk på fode, og at vi alene er der for at beskytte egne interesser (læs: skyde terrorister), mens NATO-generalsekretæren omvendt tror på en opbygning fra en fejlslagen stat til en demokratisk helhedsstat. Barth ville høre til Espersen-fløjen.

Og han har noget at have det i. Fredrik Barth er nemlig ikke nogen hr. hvem-som-helst. Den norske socialantropolog er måske nordens største nulevende etnograf og både hans teoriarbejde og enorme erfaring fra felten indgyder stor respekt.

Hans studier af forholdene blandt de etniske gruppe i stammeområderne mellem Afghanistan og Pakistan er stadig en klassiker med fast plads på ethvert anstændigt antropologi-pensum.

Del af soldater-udstyret

Den norske hær må da også have tilgivet Barth igen, for ”Afghanistan og Taleban” er i dag en fast bestanddel af den norske soldats udstyr.

Heri kan han læse om stammeforholdene i regionen, om Afghanistans omtumlede historie, de sæder og skikke, der er så afgørende for afghanerne (og som NATO-styrkerne har så ringe et kendskab til) og måske derigennem opnå en forståelse for, hvordan afghanerne opfatter deres virkelighed. Den virkelighed, der består af alliancer, aftaler og gensidig beskyttelse.

På præcis samme måde som Hamid Kazais regeringsledelse. Vi kalder det korruption, nepotisme og uhæderligt, men her hedder det pashtunwali, hvilket kan oversættes til ”skik og brug blandt pashtuner” - Afghanistans største og mest magtfulde etniske gruppe.

Ligegyldigt forord

Der er så meget, vi ikke forstår, og derfor bør vi måske nok hjælpe afghanerne af med Al Qaida og Taleban (som vitterligt ingen gavn gør), men ellers lade dem organisere sig, som de altid har gjort. For hvorfor skal alle nationer også absolut være strukturelle kopier af hinanden?

Fredrik Barth skriver kort og godt, og meget er ikke med (kvindernes situation og de andre etniske gruppers eksistens berøres meget overfladisk).

Men ikke alle bøger skal indeholde alt, og bortset fra et ligegyldigt forord af Lasse Ellegaard, så disponerer denne lille bog perfekt over den beskedne plads, den har.

Der er så meget, vi ikke forstår, og derfor bør vi lade dem organisere sig, som de altid har gjort.”