Jens-Martin Eriksen & Frederik Stjernfelt: ADSKILLELSENS POLITIK

Jens-Martin Eriksen & Frederik Stjernfelt: ADSKILLELSENS POLITIK

Multikulturalisme - ideologi og virkelighed

496 sider, 299 kr.

Lindhardt og Ringhof

UDKOMMER I DAG

Hvad betyder multikulturalisme, og er begrebet foreneligt med det vestlige demokratis grundlæggende principper? Den nød har forfatteren Jens-Martin Eriksen (født i 1955) og professor Frederik Stjernfelt (født i 1957) sat sig for at knække i et omfangsrigt værk. Det gør de på en skala fra suverænt til selvforherligende.

I indledningen indkredses først forskellige verserende definitioner af begrebet:

1. En allerede realiseret tilstand.

2. En samfundsudvikling, der ikke kan stoppes.

3. En målsætning og de heraf afledte nødvendige politiske initiativer.

Derpå kategoriseres multikulturalismen i en ”blød ”og ”hård” version, hvor individerne i den første udgave kan orientere sig kulturelt, som de vil, så længe de blot ikke krænker andres rettigheder og friheder.

I den anden og ”hårde” version er udgangspunktet ikke individet, men kollektivets og de forskellige kulturers ukrænkelighed.

I fire dele
Værket falder i fire dele. Første del rummer et empirisk studium af multikulturalismen-i-hård-version i Malaysia. Her lever halvdelen af muslimerne med kinesere og indere i en samfundsstruktur, hvor multikulturalismen afspejler sig i lovgivningen. Imidlertid afslører de mange interviews, at systemet diskriminerer ikke-muslimer.

Anden del opsporer multikulturalismens idéhistoriske rødder og videreudvikling til det problematiske kulturbegreb, der ser mennesker som helt igennem spærret inde i sin kultur (kulturalisme). Et tungt kapitel, men ros til forfatterne for at skabe overblik.

Muhammed-krisen
Tredje del stiller skarpt på karikaturkrisen som eksemplarisk for sammenstødet mellem at hævde frihedsrettigheder på den ene side, krav om særlige rettigheder for religioner (grupper) for at undgå krænkelse på den anden.

Tak for dén flotte gennemgang, der bl.a. konkluderer, at »(?)de mange tager fejl, som hævder, at sagen om tegningerne ikke handler om selvcensur.«

Fjerde del er sammenstykket af en række korte indlæg, der tematiserer, hvilke former for multikulturalisme, der kan/kan ikke spille sammen med vestlige, demokratiske principper.

Flere af tekststykkerne er intet mindre end fremragende, fordi de elegant spidder mudret og manipulerende begrebsbrug og selvmodsigelser. Således er sekularisme ikke fundamentalisme, og kritikkens sandhedsværdi afhænger ikke af, hvem der taler.

I samme sorte gryde
Når jeg alligevel ikke bare lægger mig fladt ned med et heureka, er det fordi Eriksen og Stjernfelt propper venstrefløjen og højrefløjen i samme sorte kulturalisme-gryde efter opskriften:

Venstrefløjsvarianten leverer kritikløs accept af alt, bare det kan legitimeres med kultur eller religion. På højrefløjen antager kulturalismen form af nationalisme, der kritikløst accepterer alt, der kan legitimeres med dansk kultur og historie.

Derefter slår forfatterne sig bekvemt op på at tilhøre ”den oplyste tredje-vej”, der rider smukt klar af de postulerede ekstremer, ”religiøs kulturalisme” og ”fædrelandsnationalisme”, til fordel for kosmopolitisk, liberalt demokrati.

Abstrakt konstruktion
Denne tredeling er imidlertid en abstrakt konstruktion, der ikke indfanger de faktiske forhold, og når den så toppes op med den ironiske, men alligevel tåbelige slutreplik »Ned med kulturen!«, så ophører de uomtvisteligt lærde skribenter med at fungere som intellektuelle fyrtårne og flytter ind i elfenbenstårnet. Ikke mindst, fordi det aldrig bliver klart, hvor de konkrete, politiske alternativer til nationalstaten skal findes.