Flemming Rose er på vej med en debatbog, hvor en avisside med de omstridte Muhammedtegninger bliver genoptrykt. Foto: Stine Larsen
Det får formentlig ingen betydning, da situationen ikke kan blive meget værre.
Det mener tidligere operativ leder af Politiets Efterretningstjeneste, PET, Hans Jørgen Bonnichsen, når han bliver bedt om at vurdere, om en ny bog fra Flemming Rose, kulturredaktør på Morgenavisen Jyllands-Posten, får betydning for det danske sikkerhedsniveau og for truslen mod Danmark.
I bogen "Tavshedens Tyranni", der udkommer på Jyllands-Postens forlag den 30. september, som er femårsdagen for trykningen af Muhammed-tegningerne, gengiver Flemming Rose den side i avisens kulturtillæg, hvor tegningerne blev bragt.
En af tegningerne er lavet af Kurt Westergaard i hvis streg, Muhammed havde en bombe i turbanen, hvilket bragte raseri i store dele af den muslimske verden.
"Det trusselsniveau, der i forvejen eksisterer, kan ikke være højere. Der er en konkret trussel mod danskere og danske interesser i udlandet. Og også en konkret trussel mod både Kurt Westergaard, Flemming Rose og mod Jyllands-Posten. Jeg tror altså ikke, at bogen får en betydning, da truslerne i forvejen er der," siger Hans Jørgen Bonnichsen, der baserer sine udtalelser på sin indsigt og viden i efterretningsvæsenet.
Hans Jørgen Bonnichsen mener, at de mest radikale grupperinger allerede har brugt tegningerne så "optimalt" i deres propagandavirksomhed, at det er svært at se, at genoptrykningen i bogen, kan have en betydning.
"Det bliver på et tidspunkt trivielt, og man når en mæthedsfornemmelse," siger Hans Jørgen Bonnichsen, der har samme vurdering af en kommende bog, som tegneren Kurt Westergaard vil udgive.
"Kurt Westergaard er dækket ind 365 dage om året, 24 timer i døgnet. Man kan ikke øge sikkerheden mere om ham. Og hvad angår handelsblokeringer, er det mit klare indtryk, at man er kommet til fornuft i de dele af verden, hvor det foregik," siger Hans Jørgen Bonnichsen.
Hovedpersonen selv, Flemming Rose, oplyser, at han før bogprojektet har talt med både PET og JP/Politikens sikkerhedschef.
"Der er ingen, der har fortalt mig, at verden falder sammen, når bogen udgives. Og jeg kan bekræfte Bonnichsens analyse af, at sikkerhedsniveauet er i et leje, hvor det ikke gør fra eller til," siger Flemming Rose.
PET vil ikke kommentere bogudgivelsen, men henviser til den seneste vurdering af terrortruslen mod Danmark, den såkaldte VTD, der senest er offentliggjort 19. maj 2010.
Heraf fremgår det, at der er en erkendt trussel mod Danmark, der skærpes af militante ekstremistiske gruppers høje prioritering af Danmark som terrormål.
Det gælder både danske interesser i udlandet og mål i Danmark, og VTD'en indeholder bl.a. en oplysning om, at der er "indikationer" af, at grupper i udlandet forsøger at sende terrorister til Danmark.
Det er især genoptrykningen af Muhammed-tegningerne i februar 2008, der har skabt den særdeles alvorlige trussel. De blev genoptrykt i de fleste danske aviser, efter PET havde slået til mod tre personer, der ifølge efterretningstjenesten havde planlagt et drab på Kurt Westergaard.
Bl.a. fordømte Al Qaida-lederen Osama bin Laden i marts 2008 tegningerne, og den 4. september samme år offentliggjorde Al Qaida en længere video, der bl.a. omhandler Muhammed-tegningerne og angrebet på den danske ambassade i Islamabad i Pakistan.
Flemming Rose siger, at han meget nøje har overvejet trykningen af tegningerne.
"Jeg er ikke en kold og kynisk beregnende person. Selvfølgelig har jeg tænkt meget over, hvad konsekvensen ville være, men jeg har holdt de forskellige muligheder op mod hinanden. Hvis tegningerne ikke blev trykt i bogen, så ville det i sig selv skabe debat, og jeg ville blive skoset for ikke at have talt om andet i fem år, og så ville de ikke være med i min egen bog. Bottom line er vel at stille spørgsmålet, om Al Qaida skal redigere min bog, Jyllands-Posten, Politiken eller Berlingske Tidende. Hvis det er tilfældet, så er vi virkelig langt ude, og det håber jeg, at danskerne kan forstå," siger Flemming Rose.
Fra en publicistisk synsvinkel begrunder Flemming Rose genoptrykningen af avissiden med to forhold:
"For det første er der en meget detaljeret gennemgang af tegningerne, og det vil være meget mærkeligt at forestille sig en kunstbog med en analyse af Munchs "Skriget" uden, at man ser maleriet. Jeg er nødt til at give folk en mulighed for at se det, jeg skriver om. For det andet er der et mere generelt afsnit, der handler om, hvad der er ved et billede, der krænker folk. Heri beskrives andre tilfælde i kunsthistorien og i dansk bladtegnings historier, hvor folk har reageret meget stærkt. Der er således noget om holocaust, anti-kristne tegninger og fotos, der provokerer, fordi de har et seksuelt udtryk, i bogen. Det er illustrationer, der gennem tiderne har bragt folks pis i kog," siger Flemming Rose.



