Finn Korsaa: Naturens muntre søn

Finn Korsaa:

Naturens muntre søn

Portræt af den moderne mand

208 sider, indb., 198 kr.

Hans Reitzels Forlag

Kønsdebat Finn Korsaa er magister i psykologi og har mange års erfaring med parterapi. Nu har han begået en bog, hvis hensigt er at give et portræt af den moderne mand. Dermed lægger han sig i slipstrømmen af flere nye mandebøger, der slår fast, at manden ikke mere bare er mennesket, mens kvinden er bærer af kønnet. Manden er også sit køn.

Titlen Naturens muntre søn sigter til den moderne mandstype, som først og fremmet føler sig forpligtet på egen lyst. Bevares, han vil da gerne leve sammen med en kvinde, men samtidig være i fred sådan ca. ligesom dengang han var dreng og kunne nyde at være væk hjemmefra i tryg bevidsthed om, at mor ventede derhjemme. Inde i enhver mand bor en lille dreng, der skriger på mor (citat: en af mine gode mandlige venner) et udsagn, der harmonerer smukt med Korsaas henvisning til påstanden om, at den eneste forskel på en dreng og en mand er prisen på hans legetøj.

Jeg er med på det dobbelte udgangspunkt: Hvad blev der af den mand, jeg forelskede mig i hvorfor skal hun bestemme alting i parforholdet? To lige frustrerede mennesker står over for hinanden, mens det ligeværdige og jævnbyrdige parforhold fortaber sig i gensidigt skuffede forventninger.

Volden er et valg

Forfatterens bud på misforholdet lyder, at naturens muntre søn overlader tøjlerne til sin kone, som bliver mor for alle i familien. Men når mor bestemmer det hele, mister hun samtidig respekten og begæret for sin mand. Han føler sig på sin side overset og ydmyget og kan reagere på to måder: Enten kan han rette ind som tøffelhelt, eller også kan han lave ballade som mors slemme dreng. En ond cirkel, manden skal mande sig op til at bryde, hvis parforholdet skal holde. For kvinder undertrykker ikke mænd, medmindre mænd selv lægger op til det. Mænd undertrykker sig selv og giver derpå bekvemt kvinderne skylden.

At Korsaa af gode grunde ikke kan løbe fra sin mandlige optik, viser sig på to væsentlige punkter. For det første hævder han, at mænd slår i afmagt. Nej, hævder jeg modsat. Jeg er her helt på linje med f.eks. antropologen Bo Wagner Sørensen, der har analyseret volden i Grønland i afhandlingen Magt eller afmagt? (1994). Heri konkluderer han, at volden bedst kan begribes som et valg, og at i stedet for at fokusere på, at mænd slår fordi, så er det ordet for, der skal på banen. Mænd slår for at få magt og kontrol, for at opnå noget, for at få konen eller kæresten til at lystre. Grundlæggende handler volden om at disciplinere ulydige kvinder ikke om stakkels mænd, der ikke kan styre deres følelsesliv.

Ikke spørge, men gøre

Korsaa har heller ikke ret i, at spørgsmålet om, hvorfor det går galt mellem mand og kvinde, byder på lige så mangfoldige svar, som der er par. Han lukker øjnene for det almene konfliktpotentiale, der ligger i, at mænds og kvinders kønsdrift er forskellig, og at kvinder ikke begærer mænd (efter forelskelsen) på samme måde, som mænd begærer kvinder. Feministen Germaine Greer får én på bærret, fordi hun i Korsaas filter tager det aktive seksuelle begær fra kvinderne, som man (altså han!) må formode, kvinder har. Ak ja.

Den sympatiske konklusion er, at parforhold kun kan overleve på ikke at spørge om, hvad ens partner kan gøre for en, men på at spørge, hvad man kan gøre for parforholdet.