Erik Meier Carlsen: Den fjerde alliance

Erik Meier Carlsen:
DEN FJERDE ALLIANCE
Om demokrati og religion i de nye danskeres Danmark
128 s., 169 kr.
Gyldendal

Naser Khader har skrevet forord. Han omtaler Erik Meier Carlsens »overraskende løsningsmodel« og hans »uortodokse tilgang til samfundsdebatten«.

Det er en jysk underdrivelse. Bogen er en af de mest fascinerede og nytænkende analyser, som jeg længe har læst. Endelig siges der noget nyt i indvandrerdebatten.

At læse bogen er som at læse en kriminalroman. Man kan ikke lægge bogen fra sig, fordi den faktisk har en løsning til sidst. Den er godt skrevet, folkelig og til tider elegant.

Klar tese

Erik Meier Carlsen gør indvandringen til en del af danmarkshistorien, og dermed gør han indvandringen forståelig. Han har en klar tese, som han argumenterer overbevisende for. Hans tese er, at danmarkshistorien, der er en succeshistorie, bygger på skiftende alliancer mellem elite og folk.

Ordet alliance er vel, skønt han ikke nævner det, Grundtvigs. Grundtvig talte jo om en alliance med »naturalister af ånd«.

Erik Meier Carlsen indskriver sig med sin alliance-kode, som han kalder det, i den tradition i dansk historieskrivning, der hedder Konge-bonde linjen, men det, der vel mangler i hans tese, er den tredje part, nemlig den, som de to allierer sig imod. Man allierer sig med nogen mod nogen. I fortiden var det adelen.

Alliance med islam

Der har været tre alliancer i dansk historie. Først alliancen med bønderne. Den var et resultat af vækkelserne og førte til demokrati og nationalstat. Danmark er en kristen, luthersk stat.

Dernæst alliancen med arbejderne, der førte til velfærdstaten. Og til sidst alliancen med kvinderne. Det er den danske samfundsmodel.

Nu skal traditionen videreføres, og der skal indgås en fjerde alliance med islam. Et problem, som jeg kan se, er, at de bevægelser, som eliten indgår en alliance med, forsvinder. Når bønder forsvinder, indtager arbejderne pladsen, som kvinderne indtager, og nu tømmes pladsen, og der skal muslimerne sidde.

Men måske halter sammenligningen ganske enkelt, fordi bønder, arbejdere og kvinder var flertal, mens muslimerne er et mindretal. Alliancen får den allierede til at forsvinde.

Religiøse analfabeter

Men der er flere forudsætninger for, at den fjerde alliance kan komme til at virke: Mere religion og monokultur og katarsis, dvs. den renselse, der kommer af, at vi her i landet kan diskutere tingene ligeud og ikke tabuisere indvandrerdebatten, som både Schlüter, Uffe Ellemann og svenskerne gør.

Den danske elite er religiøse analfabeter. Fordi vi ikke kan forstå religion, kan vi, i modsætning til amerikanerne, ikke forstå islam. Det har han ret i.

Erik Meier Carlsens fjende og dermed integrationens er religionsfjendtlige modernister, som omfatter statsministeren, socialisterne, de kulturradikale og Dansk Folkepartis præster. Der, mener jeg, han selv er uvidende; ikke om religion, men om dansk teologisk tradition.

Søren Krarup sagde før i tiden det samme om Indre Mission og grundtvigianere, som han i dag siger om islam.

Monokulturel stat

Vi skal dernæst, siger Erik Meier Carlsen, erkende ligheden mellem kristendom og islam, før alliancen kan indgås. Erik Meier Carlsen mener ligesom Asmaa Abdol-Hamid, at islam er oprindelsen til velfærdsstaten. Dernæst skal Danmark forblive en monokulturel stat, hvor kristendommen er majoritetsreligion. Det er forudsætningen for, at den fjerde alliance med islam kan indgås, og at den danske samfundsmodel kan fortsætte.

Multikulturalisme og religionskritik er ikke løsningen. Ingen religion, ingen integration. Det er budskabet.