Dennis Nørmark (red.): Friheden flyver - en debatbog om mangfoldighed

Antologi

Dennis Nørmark (red.): Friheden flyver - en debatbog om mangfoldighed

455 sider, Kr. 249.

Cepos

Er udkommet

Ideen er klar: Man samler en række primært liberale tænkere og beder dem skrive om, hvad der især giver dem ondt i samfundsbevidstheden. Hvordan de føler sig krænket i deres liberale sindelag, om den styring, som de oplever fra et kontrollerende samfund, der ikke levner plads til det individuelle - og i stedet sætter deres egne forestillinger om, hvad det vil sige at sætte friheden højest.

”Friheden flyver - en debatbog om mangfoldighed” er det blevet til med 15 bidrag af danske debattører og forfattere om forskellige sider af den menneskelige frihed.

Ytringsfrihed, religionsfrihed, den seksuelle frihed, økonomisk frihed, kunstnerisk frihed og frihed til at leve sit eget liv, som man vil på godt og ondt, sundt eller usundt, handler bogen om. Det er ikke i denne bog, man skal finde afsnit om socialt ansvar, for den enkeltes frihed til at gøre og leve, som man vil, kommer i alle tilfælde i første række.

Statsmagten skal i alle henseender begrænses til fordel for frihed og det private initiativ.

Ambitionen i bogen er høj, kvaliteten er det ikke i alle tilfælde.

Retten til oprøret

Broderparten af bidragene til bogen er skrevet med en vilje til at fokusere, men også med et snæversyn. I denne bog er verden meget enkel, selv om den forsøger at vende tingene lidt på hovedet og gøre op med vanetænkning og en bestemt ideologisk skematik og opdeling i højre og venstre.

Afsæt for bogen er, at de venstreorienterede taler meget om frihed og mangfoldighed, hvorimod den politik, de fører, i virkeligheden bringer mindre af begge dele. Hensigten er derfor at stjæle opgøret med konformiteten tilbage fra de venstreorienterede og vinde det kreative, flippede og ukonventionelle over på deres side.

Tesen er, at de borgerligt-liberale er de retmæssige arvtagere af såvel kulturradikalismen og ungdomsoprøret.

De borgerlige Beatles

Martin Ågerup skelner således i sit bidrag mellem et 67- og et 68-oprør.

Mens 67-oprøret var et individualistisk orienteret oprør af hippier, der var stærkt antiautoritært i sit væsen, var 68-oprøret en venstreorienteret, kollektivistisk bevægelse med stærke autoritære og voldelige tendenser. Ifølge Ågerup var The Beatles ikke kollektivistiske og totalitære 68'ere, men individualistiske 67'ere. Gennem analyser af en række Beatles-sange finder han frem til, at deres univers slet ikke er venstreorienteret, men borgerligt-liberalt.

For Ågerup ligger vi nemlig under for en logik, som følger: De liberale går i jakkesæt, Beatles gik ikke i jakkesæt - ergo var the The Beatles ikke liberale, men venstreorienterede. Og på lignende måde er de liberale omgivet af mange fordomme. Hippierne og de liberale har meget til fælles.

Ågerups gennemgang indbefatter sangen ”Taxman”, som ifølge ham primært er en protestsang mod den høje marginalskat på høje indtægter. Det fører Ågerup til en lang ekskurs om det voldsomme overgreb på borgernes frihed af statsmagten. Med andre ord: Når den liberale åbner jakkesættet, blottes et hippiehjerte, men når det kommer til spørgsmålet om skat, knappes jakkesættet lige så hurtigt stramt til igen.

Ikke så udfordrende

Niels Westy Munch-Holbek skriver historisk om fri hash. Jonathan Szpirt et langt og indigneret forsvar for religionsfrihed og mod den danske mangel på adskillelse mellem kirke og stat. Henrik List har ikke mange overraskelser i ærmet i sin sang om den seksuelle frihed, mens Dennis Nørmark skriver langt og lettere rodet om rygeforbud.

Rasmus Fonnesbæk Andersen og Henrik Gade Jensen forsøger lidt postuleret at stjæle Georg Brandes fra de kulturradikale og at gøre ham til en liberal tænker. Både Jakob Levinsen og Henrik Dahl aktualiserer diskussionen om kunstfonden som nutidens mæcenat og den uheldige statslige styring af kunsten. Bestemt interessante betragtninger, men en kunstfond-tilhænger som undertegnede føler sig ikke voldsomt udfordret.

Analyse og bevidsthed

Bogens bedste bidrag er skrevet af Jacob Mchangama om den frie tale og venstrefløjens multikulturalistiske udvanding af ytringsfriheden. Han går nøgternt og analystisk til værks og overbeviser om, at de bedste forsvarere af ytringsfriheden i dag skal findes på højrefløjen, hvilket historisk ikke var tilfældet. Og han kan pege på, at højrefløjen også mangler konsekvens, når den fordømmer flagafbrænding og frihed til at bære burka.

Det, som Mchangama til fulde demonstrerer i sit bidrag, nemlig analytisk tanke parret med stilistisk sikkerhed og bevidsthed om indre selvmodsigelser og flertydigheder af det behandlede emne, er det, som de fleste andre bidragydere mangler. I det hele taget mangler der humor og ydmyghed. Eller bare et lille glimt i øjet indimellem, men det er måske for meget forlangt.