Anmeldelse: Christian Have: Drømmen om berømmelse

Christian Have:

Drømmen om berømmelse - celebritykulturen, den nye sammenhængskraft

148 sider, 225 kr.

Forlaget Per Kofod

Er udkommet

I 1927 foretog Charles A. Lindbergh ene mand den første flyvning fra New York til Paris. En overmenneskelig bedrift, som gjorde den ambitiøse vovehals til en fortjent stjerne i den gryende amerikanske celebritykultur. Efterfølgende blev alt, hvad Lindbergh rørte ved, dokumenteret i pressen. Også da hans søn ulykkeligt nok blev bortført fem år senere.

Så oprustede pressen med en hær af journalister, også skønt denne tragiske sag intet som helst havde med Lindbergs tidligere bedrift at gøre. Men nu handlede det heller ikke længere om, hvad Lindbergh kunne, men om hvem han var: en berømthed.

Til at sætte den sag i perspektiv kan man i Christian Haves bog om ”Drømmen om berømmelse” læse, at society-drukmåsen Paris Hiltons nådige firedages-visit i Danmark i 2008 resulterede i 972 artikler i 31 forskellige lande. Forskellen fra dengang er, at Hilton er begunstiget med den samme opmærksomhed som Lindbergh, skønt hun intet har opnået eller gjort forud for sin egen berømmelse.

Berømmelseskulturen

I den moderne berømmelseskultur, som Christian Have har sat sig for at beskrive, findes der stadig berømtheder, der har bevist deres værd, men både de og nulliteterne som Paris Hilton og Sidney Lee bliver udsat for nøjagtig den samme overfladiske interesse for deres person. Berømthederne »sammenfatter og symboliserer i selve deres eksistens, gøren og laden, livet i sin helhed«, skriver Have. Vi vil have personligheder til at spejle vores eget liv i, og så er det underordnet, hvad der har gjort disse personligheder til kendte ansigter.

»Der er opstået en ny kultur, hvor dannelsen ikke længere er i centrum, men som på den anden side formår at formidle historier om livet, vores værdier, moral og samfund på en langt mere autentisk og vedkommende måde end kunsten.«

For rigtig kunst og rigtige kunstnere kommer til kort over for det »virkeligt virkelige«, som vi kan opleve i de nye medier, hvor vi også selv kan blive eksperter og stjerner, mens vi generøst deler ud af vores privatliv på de sociale netværk.

På sporet af samfundskritik

Christian Haves lille debatbog om den nye celebritykultur er bedst, når den forsøger at afdække tendensen med konkrete eksempler og stiller skarpt på, hvad det hele betyder for vores dannelse, kulturforståelse og sågar politiske kultur. Men han forsøger også at argumentere for, at celebrity-kulturen kan blive »en ny sammenhængskraft«, hvis dette narcissistiske monstrum ellers drejes i retning af noget »substantielt« og konstruktivt.

Hvordan det lige skal foregå forbliver dog en dunkel hemmelighed i bogen, der overvejende virker en anelse ufokuseret med sine ikke altid særligt relevante historiske paralleller, forudsigelige anklager mod det overfladiske mediebillede og et par tynde og hjemmestrikkede pointer om bl.a. neurobiologi.

Men forfatteren er på sporet af en vigtig samfundskritik og analyse. Som desværre aldrig rigtig når at lette, førend den er slut.