Christian Braad Thomsen: Film med håndskrift

Christian Braad Thomsen:

Film med håndskrift

320 sider, 299 kr.

Tiderne Skifter

Film er ikke én mand eller kvindes værk. Men en film skal gerne afspejle det kunstneriske temperament, der har svinget dirigentstokken over produktionen.

Det er Christian Braad Thomsens udgangspunkt for det opråb, som han laver til fordel for auteur-begrebet i ”Film med håndskrift”. Den består af analyser af de seks danske instruktører, som Thomsen finder værdige til betegnelsen signatur-instruktører, nemlig Lars von Trier, Nils Malmros, Pernille Fischer Christensen, Simon Staho, Christoffer Boe og Jytte Rex.

Thomsen finder nemlig, at dansk film har alvorlige problemer i disse år. Filmkunsten er blevet ladt i stikken af uigennemskuelige støttesystemer og lider under et alt for stort fokus på publikumstal.

Hans begrundelse for at udvælge netop disse seks instruktører og pointen med bogen formulerer han knivskarpt: »Bogen viser, hvordan de gennem nyskabende, personlig fantasi har formået at styre fri af både den kommercielle films åndløshed, avantgardefilmens narcissisme og amatørfilmens kejtethed og i stedet har skabt store film med en personlig håndskrift.«

Kameraet som pen

Auteur-teorien opstod i 1950'ernes Frankrig, efter at filmkritikeren Alexandre Astruc i 1948 formulerede sin kritik af den såkaldte kvalitetsfilm og introducerede begrebet caméra-stylo, kameraet som pen, i sin artikel, ”Naissance d'une nouvelle avantgarde: la caméra-stylo”.

Ligesom en billedkunstner har sin pensel og en forfatter sin pen, således skal også en filminstruktør bruge sit kamera til at sætte sin egen signatur på sit værk.

Det blev ligefrem et filmvidenskabeligt paradigme, da franske nybølge-instruktører som Francois Truffaut og Jean-Luc Godard ved deres værker netop eksemplificerede dette. Og det var uden tvivl altafgørende i forhold til at ophøje filmen til en kunstart på linje med litteratur, billedkunst og musik.

Anfægtet teori

Siden er teorien blevet anfægtet med begrundelsen, at film er et ensembleværk, der også får kunstnerisk energi og indspark af manuskriptforfatteren, fotografen og alle de andre teknisk-

kreative medarbejdere, der er involveret i hele filmprocessen. Det underkender Braad Thomsen heller ikke i sin bog.

Han insisterer dog på, at hvis ikke filmen skal reduceres til ren åndstappet kommers, skal man begynde at fokusere på det talent, der ikke kan erstattes af en hvilken som helst habil filmhåndværker: Instruktøren med den særegne signatur.

Det er svært at være uenig med Thomsen på dette punkt. Hvis filmen skal overleve som netop kunstart, skal der være plads til filmskabere, der ikke lefler for sit publikum, ikke lader sig stække af faste genreformater eller forventninger til overskudssucces. Men hvem det er, der holder disse instruktører tilbage, er sværere at se.

Filmen knækker

Her knækker filmen for Thomsen, og det sker i det spruttende forurettede forord, der fægtende uddeler tæsk til højre og venstre, bidsk og grænsende til det hadefulde.

I stedet for at formulere et reelt alternativ til statsstøttesystemet og komme med en konkret kritik af det danske distributionsforhold, som både udenforstående og brancheansvarlige kan arbejde med, så revser han idiosynkratisk rundt i manegen. Det bliver en mærkelig blanding af ufrugtbar arrig og gammelmandsagtig kulturpessimisme, som ikke er Braad Thomsens ellers gode pointer værdig.

Man kan også undre sig over, at han fortsat benytter psykoanalysen som udgangspunkt for sine filmfortolkninger. Gad vide, hvad Nils Malmros for eksempel synes om at få at vide, at han har en anal signatur? Også udvalget af de seks instruktører er stærkt præget af Braad Thomsens egen selvkloge smag.

Eks-samlever fremhæves

Som altid slår han et slag for sin tidligere samlever, Jytte Rex, mens en instruktør som Susanne Bier affejes som ugebladsagtig. Hun kunne nu ellers sagtens opleves som en auteur på samme måde som Hitchcock gjorde det i sin nybølge-tid. Man skulle blot benytte argumentet, at Susanne Bier benytter det eksistentielle melodrama som signatur i sine bredt appellerende film.

Hvad der ikke er med, gør dog ikke de foreliggende analyser mindre interessante. Og det skal fremhæves, at Christian Braad Thomsen er en vidunderlig filmformidler.

Skarpe registreringer

Han har tidligere begavet verden med bøger som

”Kameraet som pen” (1994) og ”Drømmefilm: 100 af verdens bedste film” (2000), hvor han både demonstrerer sin store filmhistoriske indsigt og underholder med sine skarpe kunstneriske registreringer. Der er få, der på samme besnærende facon har formået at videreformidle sin lidenskab til filmmediet, på dansk vel at mærke, som Thomsen.

Det talent har han ikke mistet, for også ”Film med håndskrift” er en veloplagt og velskrevet sag. Om end man måske går mere irriteret fra bogen end underholdt. Men det passer jo så ganske udmærkede på Braad Thomsen, der vel uden at fornærme kan kaldes signatur-sur.

Der er få, der på samme besnærende facon har formået at videreformidle sin lidenskab til filmmediet, på dansk vel at mærke, som Braad Thomsen.