Bertrand Russell: Hvorfor er jeg ikke kristen

Bertrand Russell: HVORFOR JEG IKKE ER KRISTEN
Oversat af Flemming Chr. Nielsen
124 sider, 148 kr.
Forlaget Bindslev

Religion er på mode. Men moden skifter.

På forsiden af magasinet KulturWeekend den 5. maj sidste år annoncerede man: »Ny tro på religion. Europæerne er atter ved at blive troende vel at mærke kristne troende.« Men her et år senere manifesterer ateister sig højlydt og messende. Nu er det Slut med troen, som titlen lyder på amerikaneren Sam Harris kampskrift, og briten Richard Dawkins prædiker fornuft og videnskab og får dundersucces med bogen The God Delusion (Guds-bedraget).

I dag kan vi så gå til kilden, skønt den springer lidt mat: Den britiske filosof, logiker og debattør Bertrand Russells Hvorfor jeg ikke er kristen, der udkom første gang for 50 år siden, må være enhver ateists bibel.

Godt nok en underlig titel, for man kan jo skrive om alt muligt, man ikke er: Hvorfor jeg ikke er vegetar, nudist, socialdemokrat, ryger eller hvorfor jeg ikke er særlig interessant.

Virker bedaget

Den sidste titel havde passet Russells bog bedre, for den virker noget bedaget, skønt 9 af de oprindeligt 14 kapitler er barberet væk, og til trods for oversætterens påstand om, at »den er forbløffende aktuel i sin religionskritik«. Det er store ord. Står de til troende, står Russells religionskritik ikke til troende, for den er ret så overfladisk og snæversynet.

Religion er baseret på frygt, påstår han, og med religion mener han kristendom, ikke islam eller buddhisme. Han kunne lige så godt have sagt, at religion er baseret på glæde eller på taknemmelighed. Men nej: »Frygt er grusomhedens far, og derfor kan det ikke undre, at grusomhed og religion er gået hånd i hånd.«

Faktisk er der megen grusomhed, som ikke har med religion at gøre, og megen religion, som ikke har med grusomhed at gøre. Men den slags nuanceringer interesserer ikke den skråsikre ateist, der frejdigt påstår, at »gudsbegrebet er udsprunget af det gamle orientalske despoti« og »ikke frie mennesker værdigt.«

Lige noget for Grosbøll.

Seksualskræk

Derefter følger en stribe sofisterier om bl.a. forholdet mellem godt og ondt, som ikke er en logiker værdige, f.eks. den påstand, at »det sædvanlige kristne argument er, at lidelsen er en renselse for synd.« Måske er der en eller anden, som har sagt sådan engang i Middelalderen, men det sædvanlige argument? Nonsens!

Bornert udbreder han sig også om kristendommens afsky for seksualiteten. Mens tid var, burde nogen have fortalt Russell, der døde i 1970, at i hvert fald de protestantiske præstegårde altid har vrimlet med børn, hvad vel ikke tyder på nogen speciel seksualskræk.

Til faderens fortrydelse

Man bør godskrive Russell hans livslange samfundskritiske engagement, hans mangfoldige forfatterskab, der skaffede ham Nobelprisen i litteratur i 1950, hans videnskabelige indsats som logiker og hans tålmodige omsorg for den menneskeligt så indviklede filosof (og kristne mystiker) Ludwig Wittgenstein.

Men kristendom havde Russell hverken forstand på eller gehør for. Det havde ironisk nok hans datter. Skønt hun elskede og beundrede sin far, engagerede hun sig - til hans store fortrydelse - lidenskabeligt i både kristendommen og den engelske kirke.

kultur@jp.dk