Asylpolitik
Anton Geist og Esben Geist
De afviste
Historien om Danmark og asylansøgerne fra Irak
271 sider, 249 kr.
Informations Forlag
Bogen handler om de irakere, som ikke fik asyl og som nægtede at rejse hjem til Irak. Frem til 2002 fik mange irakere asyl, fordi republikflugt blev straffet ved en tilbagesendelse. Efter 2002 har de danske myndigheder givet færre irakere asyl, fordi situationen defineres som tilstrækkeligt fredelig til hjemsendelse. Det er der flere internationale organer, som ikke mener, at den er.
Siden da ville mange irakere ikke frivilligt vende hjem, myndighederne forsøgte med tvang og gulerod (50 millioner blev afsat til afviste asylsøgeres hjemrejse), men det virkede ikke. Til sidst fulgte besættelsen af Brorsonkirken i 2009, fordi 244 afviste asylsøgere ikke vil hjemsendes.
Esben og Anton Geist gennemgår sagen detaljeret og refererer fyldigt de berørte irakere, de ansvarlige politikere og de internationale organisationer, hvis rapporter rejste tvivl om berettigelsen af hjemsendelse.
Bogen skæmmes af en stor forudindtagethed fra forfatternes side, hvor irakernes offerstatus lyser ud af hver side. Det er svært at se rationaliteten og retfærdigheden i et asylsystem med ankemuligheder, hvis også afviste asylsøgere skal have asyl. Hvad så med alle dem, der rejste hjem frivilligt? Samtidig med asylsagen kæmpede og døde danske soldater i Irak for at skabe ordnede forhold at vende hjem til for de afviste.
I stedet for kun at appellere til medlidenheden og at se irakerne som ofre burde forfatterne have reflekteret over, om det er retfærdigt at modsætte sig demokratisk gennemførte beslutninger. Ofrene ved at bøje loven for nogle få er alle dem, der retter sig efter den.
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



