Anmeldelse: Amy Chau: Kampråb fra en tigermor

OPDRAGELSESBOG

AMY CHUA:

KAMPRÅB FRA EN TIGERMOR

(Battle Hymn of the Tiger Mother, 2011)

Oversat fra engelsk af Lars Rosenkvist

224 sider, 249 kr.

Gads Forlag

UDKOMMER I DAG

Tigermødre. Et ord, der allerede et stykke tid har givet genlyd i medierne på grund af den kinesisk-amerikanske jurist Amy Chuas bog om kinesiske mødres særlige opdragelsesstil.

Og lad mig straks melde ud: Jeg er betaget af denne bog om sammenstødet mellem vestlige og kinesiske opfattelser af opdragelse og forældreskab, for selvom alle forældre (hævder, at de) vil deres børn det bedste, er opdragelsesstrategierne vidt forskellige.

Ifølge Chua ser vestlige forældre ikke mindst selvstændighed som en dyd og opmuntrer deres børn til at forfølge egne drømme og lyster. Kinesiske forældre går den modsatte vej. De mener, at de på lang sigt tjener deres børns interesser bedst ved at underkaste dem en streng disciplin og stille store krav. At være den næstbedste er bare ikke godt nok.

Mange forbud

Hvor langt Amy Chua er fra dansk det-skal-være-sjovt-at-lære bliver slået fast fra den første side med afsæt i spørgsmålet: Hvorfor har kinesiske forældre ofte succesfulde børn, f.eks. små matematiske genier og musikalske vidunderbørn?

Svaret leverer forfatteren med sine egne døtre som eksempel ved at opremse en række af de ting, som Sophia og Lulu aldrig har fået lov til:

Sove hos skolekammerater.

Invitere venner med hjem for at lege.

Deltage i en skolekomedie.

Beklage sig over ikke at være med i en skolekomedie.

Se fjernsyn eller spille computerspil.

Vælge deres egne fritidsaktiviteter.

Få andet end topkarakterer

Være andet end nummer ét i klassen i alle fag undtagen idræt og drama

Spille et andet instrument end klaver og violin

Ikke spille klaver eller violin

I stedet har pigerne skullet bruge to-tre timers daglig øvetid på deres instrumenter. Vel at mærke ved siden af de almindelige lektier og ekstraundervisning i kinesisk. Fri i weekender og ferier? Glem det.

Ikke én øvedag skal springes over, selv ikke når familien er på udlandsrejser. Til gengæld er pigerne blevet exceptionelt dygtige. Sophia optrådte som 14-årig som pianist i Carnegie Hall, og Lulu blev violin-vidunderbarn.

Belæsset med brok

Suk! Havde jeg dog bare haft denne hudløst ærlige, humoristiske og afvæbnende selvironiske bog at spejle mig i, mens jeg selv kæmpede med opdragelsen af mine sønner og følte mig som Palline-alene-i-verden med mine daglige staveord, tabeller og maks. to timers skærm om dagen.

At disciplinere sine børn til det, de ikke har lyst til, er benhårdt arbejde belæsset med brok. Det er det arbejde, som tigermødre m/k tager på sig som en pligt, og som mange danske forældre kunne lære rigtigt meget af. Ok, indrømmet - i en anelse mere light-version.