Alain de Botton: Statusangst

Alain de Botton:
STATUSANGST
(Status Anxiety)
På dansk ved Christian Bundegaard
320 s., ill. 299 kr.
Tiderne Skifter

Alain de Botton (f. 1969) var viis, før han fyldte tredive. Allerede i 1998 udsendte den engelske forfatter nemlig den fabelagtige Sådan kan Proust forandre dit liv, der er én af alle tiders store og mest overbevisende hyldester til litteraturens magi.

Flere usædvanlige bestsellere og en del tv senere står han, altså endnu ikke fyldt fyrre, som en meget speciel skikkelse, på én gang tænker med dybde og formidler med kant og evne til at forføre. ( www.alaindebotton.com)

Så meget større er skuffelsen over hans seneste bog, Statusangst. Den er i sit udgangspunkt en kritik af vores trang til at gå op i, hvad andre synes om os, en analyse af, hvorfor det er sådan, og en gennemgang af forskellige alternativer til snobberi og statusdyrkelse blandt andet filosofi, naturligvis, og kunst og kristendom.

Klogt er det, ikke mindst smukt og vittigt formuleret, og lejlighedsvis også inspireret og skarpt. Som de Botton ser det, udspringer statusdyrkelse først og fremmest af et ønske om kærlighed i ordets bredeste forstand, om at føle sig accepteret og respekteret både af sine egne og blandt fremmede.

Tangerer det bizarre

Men på en måde knækker filmen allerede fra begyndelsen af, i og med at de Botton helt grundlæggende er skeptisk overfor, at statusdyrkelse kan være positivt i andet end materiel forstand. Typisk nok sættes der lighedstegn mellem status og snobberi, mellem selv at stræbe og at smiske for andre.

Og hans mod-eksempler har det med at tangere det bizarre; særlig gode rollemodeller er de i hvert fald ikke. Kristen godgørenhed og selvopofrelse, nuvel, men feudalsamfundets klassedeling og den aldrende forfatter Lev Tolstojs dyrkelse af det primitive liv, ortodoks kristendom og seksuel askese?

For slet ikke at tale om bohèmerne, altså de slumromantiske kunstnertyper fra anden halvdel af 1800-tallet. Ikke engang i Giacomo Puccinis opera fra 1896, som er den mest kendte behandling af emnet, er portrættet af den kreative underklasse særligt smigrende. At de Botton trækker dem af stalden 110 år senere, virker ikke forfærdelig holdbart.

At hvile i sig selv

Hans grundlæggende, mere forudsigelige pointe er dog også bare, at man skal turde hvile i sig selv og ikke gå alt for meget op i, hvad andre synes. Be yourself, no matter what they say, kunne han også have citeret rocksangeren Sting for.

Men det gør han ikke, og det er nøjagtig der, én af bogens store svagheder ligger. De Bottons eksempler og hele verdenssyn er nemlig så udpræget forankret i ældre, til tider meget gammel kunst og kultur.

Det er selvfølgelig en styrke, at han i en sådan grad mestrer at kunne trække på snart sagt hele den vestlige civilisation. Men det betyder også, at man i længden har fornemmelsen af at sidde med en underlig gammelklog drivhusplante af en bog, hvor moderne aspekter af problemstillingen synes fuldstændig fremmede, og det virker opsigtsvækkende, når der overhovedet kommer et eksempel, som er mindre end 100 år gammelt.

Konkurrencementalitet

For eksempel er den enorme og åbenlyse konkurrencementalitet inden for hiphop-kulturen da ikke kun af det onde. Det er oprindeligt nok så meget en måde at vise på, hvor meget man har vilje til at hæve sig over ghettoen og aldrig stille sig tilfreds med blot at læne sig tilbage med fare for at forsvinde ned i sumpen igen.

Og sådan er det så mange steder: Ambitioner og det, englænderne med et uoversætteligt ord kalder one-upmanship er både nødvendigt og rigtigt for at få det godt med sig selv og sin omverden. Man skal muligvis være kunstner eller akademiker for ikke at turde eller måtte turde indrømme det - som når rockstjerner jo helst ikke må se alt for stenrige ud, og hiphoppernes selvfedme bare betragtes som dårlig stil.

Der kommer på dén måde i længden noget lidt sødt, romantisk og Tyren Ferdinand-agtigt over de Bottons betragtninger, ja nærmest hippie- eller Christiania-agtigt, selvom de Botton aldrig synes at være nået frem til bare i nærheden af 1968. Eller også er det bare en meget traditionel overklasse-engelsk fremhævelse af, at status ikke er noget, man kan kæmpe sig til, at De ved det, lille De.

Det er bare ikke rigtig til at se, om de Botton egentlig vil andet og mere med sin kritik af statusdyrkelsen end blot at få lov til at være i fred og snuse til kløveren på marken. Eller om opfordringen til at turde tro uforbeholdent på sig selv i virkeligheden er det optimale udgangspunkt for at lægge sig i spidsen foran alle de tabere, der bare stirrer sig blinde på de ydre statustegn.